Når befrielsen kommer anmeldelse: De helt store følelser
Instruktør Anders Walter er ikke bange for de helt store følelser.
Døende forældre og døende børn har været næsten fast ingrediens i Walters værker lige siden de første kortfilm.
Det har ikke forandret sig med den stort opsatte film om besættelsen Når befrielsen kommer.
Som tidligere hos Walter balancerer filmen næsten hele tiden lige om hjørnet fra at være et decideret melodrama.
Og jeg er ikke glad for melodramatiske film om anden verdenskrig.
Det gælder både, når internationale produktioner igen og igen bruger KZ-lejre som nem følelsesmæssig manipulation.
Men så sandelig også, når film som Hvidstengruppen blander overdreven nationalromantik med kluntet lidelsesporno.
Af samme grund var det ikke uden nervøsitet, at jeg satte mig i biografstolen til Walters film, der helt unikt for danske besættelsesfilm fokuserer på den gruppe af tyske flygtninge, som Danmark blev sat til at huse nær krigens afslutning.
Men jeg behøvede ikke at være nervøs.
For Når befrielsen kommer er en bemærkelsesværdig film, der uden problemer placerer sig sammen med De røde enge som en af de bedste danske film om 2. verdenskrig.
Med et dramatisk skarpskåret manuskript fortæller Når befrielsen kommer en moralsk kompleks historie, om en højskoleforstander der nødtvungent tager imod tyske flygtninge, men må indse, at de også bare er mennesker.
Imens kaster filmen nyt lys over den i Danmark ofte glorificerede modstandsbevægelse, der mod krigens slutning på mange måder var en hadefuld og voldelig gruppe.
Det er en anderledes vinkel på besættelsen, der viser et forpint Danmark, der totalt svigter sit ansvar for medmennesker, mens tyske børn dør i hobetal i gymnastiksale landet over.
Men det er også en film med velskrevne karakterer og imponerende præstationer — Pilou Asbæk har aldrig været bedre og unge Lasse Peter Larsen er en åbenbaring — der gør at filmen aldrig føles utroværdig, selvom den unægteligt er dramatisk højnet.
Filmen bevæger sig med en thrillers hastighed, og leverer al den moralske kompleksitet som Oppenheimer ikke var i stand til.
Uden at afsløre for meget involverer finalen endnu et af Anders Walters døende børn, men denne gang er det centrum for en oprigtigt rørende finale, der gør det klart, at selv ikke krig og mudret politik bør sætte næstekærlighed over styr.
Det er ikke bare en film, der afkræfter mig i at tænke, at jeg aldrig behøver flere film om anden verdenskrig, men som samtidig leverer en lettilgængeligt og skarpt fortalt filmoplevelse, der fortjener et kæmpe publikum.
Jeg savner lidt af Walters tidligere visuelle flair i de lydefri, men også lidt kedelige farvedæmpede billeder, og filmen er ikke helt modig nok til at omfavne sit eget barnlige perspektiv — som oplevet fra højskoleforstanderens unge søn Søren — fuldt ud.
Men det er ikke i nærheden af at være nok til at sænke denne dybt humanistiske og stærkt bevægende historie fra besættelsen, med en melding om at tage sig af dem i nød, som er lige så relevant nu som dengang.
Når befrielsen kommer er fyldt med stærke præstationer og ender som en dybt bevægende ny vinkel på Danmark i besættelsestiden
