Mors drenge anmeldelse: Noget tredje
Mors drenge er et godt eksempel på, hvordan filmmagi ofte opstår, når film ender som noget tredje.
Det er nemlig ikke nødvendigvis til at forudse, hvordan de to hovedingredienser i den danske dokumentar, ender hvor de gør.
På den ene side er Mors drenge en slags filmatisering af Adrian Lloyd Hughes’ podcast Mors afskedsbrev og særligt måske Hughes’ senere bog Mors dreng.
Bog og podcast er fortællingen om Hughes’ brogede og til tider decideret groteske familiehistorie.
Den historie opruller Mors drenge også, og det er en fantastisk underholdende fortælling i periferien af en dysfunktionel overklasse.
Vigtigst er moderen til Hughes’ og hans fem brødre, der står som en skygge over deres barndom og inden sin død efterlader et afskedsbrev, hvor hun udpeger at hun i bedste fald kun holder af 1-2 af dem og at de andre sådan set har været elendige sønner.
Det er en vild og turbulent familiehistorie, som rummer både overraskelser, hemmeligheder og en uforglemmelig karakter i centrum.
Og den historie får også fin plads Mors drenge, hvor man sagtens kan være med, selvom man som mig ikke har hverken hørt det tidligere podcast eller læst bogen.
Historien er i sig selv underholdende, og Mors drenge har et flot lyddesign og gør god brug af både arkivmateriale og klassiske talking-heads interview til at holde dampen oppe.
Men den anden ingrediens i Mors drenge er markant anderledes.
Mors drenge er nemlig instrueret af Jesper Dalgaard, der stod bag den populære (og til dels kontroversielle) Kandis for livet.
Og Dalgaard er en filmskaber med personlighed.
Hans udgave af historien er anderledes, også end de oprindelige fortællere af den kunne forudse.
For Mors drenge kaster sig ud i at genskabe specifikke scener fra de fem brødres liv, og vækker dem og deres familie til live igen med brug af professionelle skuespillere som Asta August, Jacob Cedergren og Birthe Neumann.
Brødrene inviterer selv ind til at medinstruere scenerne, der både genskaber deres barndomshjem, og forsøger at ramme den helt rigtige tone i f.eks. en nævekamp mellem far og søn og et smertefuldt skænderi om en højt elsket hund.
Det er lige så grotesk som det er påtaget, og når man tilsætter et fortællende kor, som var filmen en græsk komedie og et stort fokus på musikalske kompositioner, der skal udtrykke familien historie, så kan det hele lyde lige anstrengt nok.
Og det er det da også. I enkelte glimt.
Instruktøren fortæller selv en af brødrene, at de forsøger at finde humoren i hans barndomstraumer, og en scenes brug af dåselatter falder larmende til gulvet på en måde, som jeg ikke tror, at det er meningen.
Men det kan næsten ikke undgås, når man så modigt leger med formen som Mors drenge gør det.
Og det virkeligt overraskende er, at det for det meste lykkes.
Mors drenge er oprigtigt sjov, men den kække stil forvandler støt og roligt filmen til noget andet end end snedigt tænkt ironi.
Den bliver til noget tredje.
For man mærker virkelig suget i maven, når brødrene træder ind i en genskabelse af moderens sidste hjem, og Birthe Neumann træder ind af døren som en dødning fra glemte tider.
Og inden længe har Mors drenge forvandlet sine specifikke genskabelser af lige denne families hårde fortælling til universelle følelser, der gjorde det umuligt for mig ikke at tænke på de både altafgørende og tvetydige skikkelser, der har præget min egen filmhistorie.
Imens glider filmen næsten umærkeligt væk fra historien om moderen til at blive en historie om tilgivelse i en helt anden retning, som jeg ikke vil afsløre her.
Det hele kulminerer i en utrolig finale, der er noget af det mest hjertevarme og bevægende, jeg har set på det store lærred i år.
En sensationel familiehistorie og en finurlig filmskaber ender som en dybt menneskelig fortælling, der nok skal få selv de mest hårdhudede til at snøfte i biffen.
Se det, er da filmmagi.
Mors drenge er overrumplende modig i sin kække leg med sine hovedpersoners fortælling og ender som en dybt bevægende filmoplevelse, som de fleste nok vil kunne spejle deres egen familiehistorie i.
