Børnene fra Sølvgade tager kampen op anmeldelse: Paddington-banden

Børnene fra Sølvgade 2 har et væld af ting at holde af.

Det er en familiefilm, der hverken forfalder til kedelig realisme eller overgearet overflade. Den lader (hovedsageligt) sin humor komme fra karaktererne selv i stedet fra falde-på-halen humor eller referencer.

Skuespillerne er veloplagte og rammer fornemt tonen i filmens højnede univers. Det gælder også for filmens unge skuespillere, som ellers ofte kan være det svage punkt i enhver film.

Men dem har instruktør Mehdi Avaz styr på.

Det samme gælder for filmens tone og stil.

Børnene fra Sølvgade tager kampen op inviterer indenfor i et farvestrålende univers, som bevidst føles lige lidt ved siden af virkeligheden.

Jeg gætter på, at filmskaberne har ladet sig inspirere kraftigt af de fremragende Paddington-film, i blandingen af et næsten Wes Andersonsk-sirligt univers krydret med dybfølt hjertevarme.

Men der findes heldigvis også værre inspirationskilder, og resultatet minder ikke helt om nogen andre moderne danske familiefilm.

Filmen giver indtryk af, at de medvirkende har moret sig under indspilningerne, og det smitter af på resultatet, der også byder på et par velvalgte cameos, som de fleste børnefamilier vil kende.

På den måde går man ikke helt galt i byen, hvis man bruger lidt efterårsferietid i selskab med Børnene fra Sølvgade tager kampen op.

Men den lever alligevel ikke helt op til sit eget potentiale.

Manuskriptet af Renée Toft Simonsen — som også står bag bogforlægget — virker noget opsvulmet den spinkle historie taget i betragtning.

For meget af filmen træder vande, mens der bygges op til et Olsen Banden-lignende kup, der desværre ender noget undervældende både i udførsel og i betydning for historien.

Det føles kun sjældent, som om noget egentlig er på spil, når titlens børn fjernes fra deres elskede plejeforældre og må leve med deres rige bedsteforældre i stedet.

Samtidig hæmmes filmen netop af, at familien brydes op, fordi meget af charmen netop beror på den usædvanlige families samspil.

Det betyder ikke, at der ikke kunne være plads til flere filmeventyr med Børnene fra Sølvgade, til det er universet for charmerende.

Men jeg ville gerne have en lidt skarpere historie næste gang.

Børnene fra Sølvgade tager kampen op er et charmerende bud på en dansk famieliefilm, men snubler i en kedelig og opsvulmet historie.