Den sidste viking anmeldelse: Blind vinkel

Alle mennesker har blinde vinkler.

Derfor behøver jeg vel egentlig heller ikke undskylde for, at jeg ikke er specielt begejstret for instruktør og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens nyeste film Den sidste viking.

Men jeg vil alligevel advare.

For hvem vil gerne læse noget så kontrært som en middelmådig dom over den nyeste film fra en af Danmarks mest elskede filmskabere.

Anders Thomas Jensen har om nogen samlet Danmark med sin variant af folkekomedien og skabt film, som stadig refereres årtier efter deres skabelse.

Og Den sidste viking føles præcis som alle andre Anders Thomas Jensen-film, så oddsene er gode for, at du bliver tilfreds, hvis du har været det tidligere.

Jeg har aldrig rigtigt været tilfreds med instruktørens film, og jeg er det heller ikke denne gang.

Lad os bare i fællesskab antage, at jeg har en blind vinkel og så hurtigt få af vejen, hvorfor Den sidste viking ikke når de helt store højder.

Anders Thomas Jensen sender igen en flok karikerede personer ud i skoven, hvor de skal lære lidt om sig selv og hinanden i en blanding af oprigtigt sjove replikker og spontan vold, der som oftest skal få os til at grine.

Den sidste viking er som altid bedst til grinene, hvorimod når jeg skal røres af karaktererne, eller føle for dem, så halter det.

Som hos de åbenlyse forbilleder Tarantino og Coen-brødrene, skal volden underholde det ene øjeblik, være rørende det næste og grusom efter det.

Men karaktererne er for konstruerede og unuancerede til at tage rigtigt alvorligt, og i Den sidste viking er den dramatiske struktur også noget ujævn.

Filmens krimiplot kommer aldrig rigtigt til at hænge sammen med den centrale historie om to brødre og deres fælles traume, og en fjollet skurk spillet af Nicolas Bro føles, som noget der skulle være sorteret fra i manuskriptstadiet.

Det samme gælder for filmens prikken til moderne identitetspolitik, der føles mere tilfældig end helstøbt.

Sådan har jeg det med Den sidste viking.

Men jeg kan også se filmens højdepunkter.

Mads Mikkelsen er fremragende som den psykisk sårbare Manfred og får både skabt en elskelig karakter, og leverer filmens sjoveste øjeblikke.

Og at Anders Thomas Jensen som manuskriptforfatter har en helt særlig fornemmelse med det danske sprog er stadig unægteligt.

Hans replikudvekslinger har stort set ingen konkurrence i moderne dansk film, og Den sidste viking har mere end en sætning så sjov, at det er svært at ryste dem af sig igen.

For mig er det desværre stadig ikke nok til at sælge mig på filmen og universet som helhed, der stadig føles som om den halter efter forbillederne.

Det må være en blind vinkel.

Heldigvis er der mange flere, som kan se klart, og som forhåbentlig får en fantastisk filmoplevelse med Den sidste viking.

Den sidste viking leverer de vanligt sjove replikker, men også alt andet, der hører sig til i en Anders Thomas Jensen-film. På godt og ondt.