Sisu: Road to Revenge anmeldelse: Finsk folkesjæl
Så er han tilbage. Inkarneringen af den finske folkesjæl.
Sisu er et finsk begreb, som Sisu: Road to Revenge venligt genforklarer os. Det handler om stoisk målrettethed; en evne til at stå igennem det værste livet kan byde på og alligevel være hårdført handlekraftig.
Og den menneskelige inkarnering af det begreb er den vejrbidte Aatami Korpi, der i den oprindelige film slagtede en bunke nazister for at passe på sit hårdttjente guld, og denne gang står overfor sovjetiske soldater, mens han prøver at flytte resterne af sit hus.
Det er nu ikke noget specielt finsk ved den måde Korpis indre sisu kommer til udtryk i filmene. Det er nemlig temmeligt amerikansk.
Sisu: Road to Revenge trækker nemlig på årevis af amerikansk actionfilmhistorie i sin præsentation af den tavse hævner, der nok får grusomme knubs, men er ustoppelig i sin brug af knive, pistoler, tanks, flyvemaskiner og… nej, jeg vil ikke afsløre hans sidste våben i Sisu 2 her.
For hvis Sisu-filmene lever i kraft af noget, så er det deres hygge-brutale drabspåfund, der i denne anden omgang foregår på et noget større lærred.
For fra Sisu 2 slår sig løs med en biljagt mellem en håndfuld motorcykler og et monster af en gammel lastbil, er det tydeligt at instruktør både har større ambitioner og flere penge mellem hænderne efter sit første internationale hit.
Resultatet er en underholdende action-pastiche, der samler et dusin gnæggende halvsplattede actionideer til 89 minutters jagtfilm.
Der er nemlig fart på i Sisu 2, der leverer sine største ideer i starten, men faktisk er bedst i sin anden halvdel, hvor den også lader sin skurk — fint spillet af karismatiske Stephen Lang — komme til orde.
Det er godt, for det højner interessen i en historie, der til tider er lige spinkel nok. Det er ikke helt nok til at investere mig i vores overjordiske dræberhelt at blive kluntet fortalt, at hans familie blev dræbt af sovjetterne.
Og det gør også, at de fjollede actionideer ikke er helt så adrenalinfremkaldende, som de kunne være.
De er til gengæld fint udførte, og viser en klar fremgang i instruktørens actionevner, der forhåbentlig kommer ham til gode, når han nu har fået fingrene i den ellers plagede Rambo-franchise, som han tydeligvis er mere end inspireret af.
Sisu 2 er dog bedst, når den holder tungen lige i munden i stedet for at stikke den ud i kinden, og der er øjeblikke i filmen, der godt hjulpet på vej at til tider lidt for vægtløse computereffekter, der hiver filmen mere i retning af spoof, end den helhjertede actionfilm, den drømmer om at være.
Heldigvis kender den også sin besøgstid, og det er svært at være rigtigt utilfreds med 89 minutters blodige actionpåfund, også selvom tonen er ujævn.
Men jeg er nu alligevel ikke helt sikker på, at den rigtige finske sisu er så amerikansk.
Sisu: Road to Revenge byder på mere end rigeligt hyggebrutale actionideer til at være umanerligt underholdende i alle sine 89 minutter.
