Det nye år anmeldelse: Same procedure
Lad os få det af vejen med det samme.
Paprika Steens tredje film som instruktør i makkerskabet med manuskriptforfatter Jakob Weis fanger ikke magien ved deres første.
Der er ellers lagt op til sammenligning.
Tilbage i 2018 gik de to i kødet på den danske jul med Den tid på året, og nu er det så nytårsaftens tur i Det nye år.
Men hvor den små-sentimentale slutning passede fint ind i julerammen og fik alt til at gå op i en højere enhed, så truer finalen på Det nye år med at kuldsejle i sit forsøg på at ramme det samme.
Dele af filmens afslutning er — uagtet om det er et forsøg på magisk realisme eller ej — simpelthen for kluntede i udpenslingen af filmens temaer, mens der bindes for mange lidt for belejlige sløjfer på en film, der ellers ikke er bange for at skurre lidt mod sit publikum med ægte følelsesmæssigt mørke.
Så nej, Det nye år er ikke en ny Den tid på året.
Men den er fandeme god alligevel.
For indtil den lidt klumpede afslutning er Det nye år en stor fornøjelse.
Steen har endnu engang fundet et perfekt cast, som hun vrider noget nær uforlignelige præstationer ud af, når de alle sammen påtager sig roller i en mangeårig vennegruppe, der skal holde en traditionsrig nytårsaften med grus i maskineriet på mere end en måde.
Replikkerne synger, og karaktererne er på en gang skarptskårne og nuancerede.
Det nye år har unægteligt komiske højdepunkter på linje med den oprindelige film, og det siger ikke så lidt.
Brugen af nytårets traditioner står måske ikke helt så stærkt, men til gengæld trækker Det nye år på en af dansk films stærkeste komiske stemmer, når den smider Lars Brygmann ind som den socialt anstrengende Finn.
Det er usædvanligt sjovt, og Steen holder en ret magisk balancegang mellem Woody Allensk-snakkekomedie og regulær dansk folkekomedie, som kun er få forundt.
Måske endnu mere interessant, byder Det nye år på ægte drama.
Tuva Novotny spiller sin rolle i centrum, som havde hun ingen anelse om, at hun var med i en komedie, og der lurer et ægte mørke i filmens fortælling, som støt og roligt får lov til at overtage styringen.
Det fungerer upåklageligt (med undtagelse af en måske lidt hårdhændet brug af musik) og gør Det nye år til en klart mørkere film end dens to forgængere.
Desværre siver mørket ud af ballonen i den lidt for harmoniske afslutning og temaet om børn og unge, der ser sandheden, mens den ældre generation klumper rundt, rammer heller ikke helt så rent, som i de første film.
Alligevel er Det nye år et usædvanligt vellykket komediedrama, selvom den ikke kommer helt i mål
Det nye år holder balancen mellem at være oprigtigt sjov og ægte bevægende, når den dissekerer en voksen vennegruppe med grus i maskineriet.
