Frankenstein anmeldelse: Fuld plade i del Toro-bingo

Instruktør Guillermo Del Toro — som full disclosure hører til blandt mine personlige favoritter — har altid sine personlige besættelser med i sine film.

Men det er alligevel få af instruktørens film, der får fuld plade i del Toro-bingo helt som hans længe ventede — og af filmskaberen: Længe ønskede — filmatisering af Mary Shelleys Frankenstein.

Lad os gå igennem listen.

Er der frygtelige faderfigurer og sønner, der higer efter deres anerkendelse?

Ja, selvfølgelig. Ikke kun fortællingens kerne om monsterets relation til sin skaber — fantastisk spillet som rockstjerneagtigt og småsociopatisk geni af Oscar Isaac — nej, del Toro går også tilbage til Frankensteins egen barndom og hans dominerende far.

Er der monstre, som er mere menneskelige end menneskene?

Ja, er du vimmer. Det er jo Frankenstein vi snakker om. Guillermo del Toros i Jacob Elordis version er noget mere sexet end de tidligere, men er selvfølgelig først og fremmest en følsom sjæl i en hovedsageligt ufølende verden.

Som skabning har han ekkoer af filmhistoriens mest berømte udgaver af væsenet, men trækker også på karakteriseringen i den oprindelige bog og ender i en kompot, som umiskendeligt del Toro, men med en silhouet så mindeværdig som Boris Karloffs.

Væsenets rejse er oprigtigt bevægende og hans overjordiske kræfter oprigtigt skræmmende, og det er tydeligt at del Toro har dyrket forlæggets detaljer og betydning i årevis.

Defekte faderfigurer: Check. Menneskelige monstre: Check.

Men kan del Toro finde plads til sin besættelse af insekter? Selvfølgelig kan han det, gennem altid geniale Mia Goths Elizabeth får Frankenstein også plads til de på en gang skrøbelige og groteske skabninger, der hos del Toro fascinerer i både deres æstetik og outsider-status.

Insekterne spøger også i Dr. Frankensteins eksperimenter med de døde, der byder på en stor visuel poesi, som smukke lidende skabninger, hvis følelser den kære doktor ikke har meget tilovers for.

Her spøger også relationen til døden og katolsk skyld, der også altid er en del af del Toros film.

Så langt så godt. Del Toro er jo en personlig filmskaber, og har sig selv med i alle sine film.

Men jeg tror alligevel, Frankenstein slår rekord, når den også skaber en gudesmuk verden, der dyrker instruktørens forkærlighed for både fantasy og Victoriansk stil.

For i stedet for at fortælle Frankenstein i en realistisk ramme, bøjer del Toro selvfølgelig sin verden for historien.

Resultatet er visuelt overvældende og et univers, man er ked af at forlade selv efter filmens anseelige spilletid.

Lige dele kulørt og gotisk føles filmen som en slags mangefarvet ekspressionisme, hvor del Toros egen Crimson Peak let kunne foregå i et uset hjørne.

Og så har jeg slet ikke nævnt de sirlige kostumer, de underjordiske tunnelsystemer, den overraskende hårdtslående vold, de arktiske tableauer og alle de andre tråde, som går igen gennem hele instruktørens virke, men som aldrig har været helt så repræsenteret i en film, som her.

Det fremstår lidt som om del Toro har været ude på at lave den ultimative del Toro film, nu hvor han endelig har fået fingrene i en af sine egne kreative grundsten.

For fans er det en fryd, og alt er både poetisk og smukt realiseret.

Imens laver del Toro nogle markante — men også kloge — afvigelser fra den oprindelige bog, der gør dette umiskendeligt til hans udgave af fortællingen, dog uden at træde på originalen.

Men måske er det også derfor filmen snubler en smule.

I sin iver efter at inkludere alt, glemmer manuskriptet nogle gange at forsvare sine egne vendepunkter. Et par af de fortællingens vigtigste omvæltninger forbigås sært hurtigt, heriblandt en slutning, som havde været langt mere rørende, hvis karakterernes udvikling og relation havde fået mere tid end den gotiske storhed.

Det afholder Frankenstein fra at høre til instruktørens allerbedste film.

Heldigvis gør det den stadig til en vidunderlig håndlavet oplevelse, der både er længder over det meste andet, og hører til blandt toppen af de filmiske udgaver af det ikoniske monster.

Men du skal ikke lave et del Toro-drikkespil i biografen. Så når du ikke frem til slutningen.

Frankenstein er et gudesmukt kærlighedsbrev til den oprindelige roman og et dybt personligt storværk af en af vores bedste nulevende instruktører.