The Running Man anmeldelse: Aftale?

Hey, du der.

Ja, dig, kære trofaste læser. Kan vi ikke lave en aftale, bare sådan os to imellem.

Kan du ikke love mig, at du tager ind og ser instruktør Edgar Wrights blændende gode og ustoppeligt underholdende Stephen King filmatisering i biografen?

For ellers begynder jeg at blive bange for, at Wright ryger ud på et sidespor.

For det er som om at historien om Wright er begyndt at forvandle sig til historien om en instruktør, der laver dårligere og dårligere film.

Jo, jo, jeg ved godt at alle er nostalgiske for hans samarbejde med Simon Pegg og Nick Frost i Cornetto-trilogien. Jeg elsker dem også.

Men at konsensus om instruktørens fremragende anti-nostalgiske gys Last Night in Soho er blevet, at den var skuffende, gør mig helt enkelt bare forvirret.

Den film så du forhåbentligt i biografen, ikke? Sikke en film!

Nu ser det så også ud til, at The Running Man — som helt kort er en af de bedste filmatiseringer af Stephen King nogensinde — kommer til at hænge på lunkne anmeldelser, der åbenbart har mistet blik for Wrights helt særlige evner.

De kan åbenbart ikke se, hvor præcist og gennemtænkt Wright og Michael Bacalls (der også var med på Wrights mesterlige Scott Pilgrim vs. The World) manuskript er.

Hvordan filmen rammer den mareridtsagtige stemning fra Kings roman (skrevet under pseudonymet Richard Bachman og læst af undertegnede første gang i en alder af 12), men tilsætter humor, action og en unægtelig Wrightsk energi til det mere nihilistiske forlæg.

De kan åbenbart ikke se, hvordan klipning, musik og lyddesign som altid hos Wright går op i en højere enhed, så filmen på trods af at være en ofte episodisk road-movie føles som en løbende sætning.

De forstår ikke at sætte pris på en film, der introducerer sin cyberpunkede verden til en ekstremt mindeværdigt koreograferet og klippet sekvens sat til Sly and the Family Stone.

De kan ikke sætte pris på, hvor relevant den kapitalisme og mediekritiske The Running Man er relevant i vores algoritmedrevne moderne verden.

Men det kan vi to godt ikke?

Vi kan godt sætte pris på, at Wright rækker tilbage til mesteren af popcorn-films satire Paul Verhoeven, når han kombinerer puls−øgende spænding og action med grovkornet satire.

Endda i sådan en grad, så det ikke føles hverken nostalgisk eller som plagiat, men som ligeværdigt.

Vi kan sgu dag godt mærke kildren i maven, når filmen leverer en Die Hard-inspireret actionssekvens indeni, ovenpå, på siden af og under et hotel med en håndklædeklædt (og filmen igennem særdeles vred og veloplagt) Glen Powell.

Vi sætter pris på, at The Running Man bevæger sig fra den ene mindeværdig bifigur til den anden og den ene stilistisk gennemført sekvens til den anden.

Og os to, dig og mig, vi sætter også pris på, at Wright positionerer undergrundskunst — fremstillet som veloplagt videocollage og gode gammeldags zines — som det stærkeste virkemiddel mod altdominerende løgnagtige mediehuse.

Og så kan vi godt se gennem fingre med, at historien nye slutning når lidt rodet frem til sit fremragende punktum.

Vi ved jo godt, at mennesker har brug for underholdning med både engagement og ægte personlighed.

Præcis som Edgar Wright fortsat leverer det.

Så gå nu ind og se The Running Man — og bagefter Predator: Badlands — og vis verden at vi gerne vil have blockbusters med personlighed, så vi ikke smider flere Furiosa’er og One Battle After Another’ere på gulvet.

Kig mig ind i øjnene.

Vi har en aftale, ik’?

The Running Man er personlig blockbusterfilmkunst, en fantastisk King-filmatisering og en læn-dig-frem-i-sædet filmoplevelse af de helt store.