Scream 7 anmeldelse: Tid til en pause

Nåh, 2 ud af 3 er også meget godt.

Det var nemlig et mindre mirakel, at Scream-serien blev genoplivet med så stor kunstnerisk succes som tilfældet var det med Scream (Altså…den nye) og Scream 6.

Makkerparret Matt-Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett fik leveret et par værdige tilføjelser til den selvbevidste slasherføljeton, der virkelig forstod seriens kendetegn.

De lod Scream som helhed beholde kronen som den vel nok overordnet bedste serie af slasherfilm og fik endda skabt et par nye hovedkarakterer, som jeg var oprigtigt interesseret i at se fortsætte i Scream 7.

Men, øh, sådan skulle det ikke gå.

Produktionen af Scream 7 gik nemlig galt, og så galt igen og så…galt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at kvaliteten af Scream 7 skal bedømmes på den baggrund. Der kan sagtens vokse noget smukt ud af kaos.

Og der var vel også i nogen grad noget lovende over, at den oprindelige Scream-manuskriptforfatter Kevin Williamson tog tøjlerne på filmen.

I hvert fald hvis man prøver at ignorere, at Williamson kun selv har instrueret en enkelt halvlunken spillefilm for…lad mig se…27 år siden.

Og resultatet er desværre også derefter.

Scream 7 er ikke overordnet stødende dårlig — særlig ikke for hårdhudede slasher-fans, der med garanti har set noget værre — men den er søreme heller ikke imponerende.

Bedst er dens portræt af seriens elskede final girl Sidney, der er mor til en teenager, men holder kortene om sin egen fortid tæt ind til kroppen.

Neve Campbell springer uproblematisk ind i rollen som den sammenbidte Sidney og Isabel May er god nok som datteren Sidney, til at dramaet mellem dem faktisk har kraft.

Mor-datter forholdet er klart det bedste ved filmen og er en fin forlængelse af Scream-seriens fine egenskab som den eneste slasher-serie med større fokus på ofrene end morderne.

Og Scream-supernørder (takes one to know one) kan muntre sig med en hær af tråde og referencer til bogstaveligt alle andre film i serien.

Men desværre gør Williamsons lav-budget TV-serie instruktion ikke filmen nogen tjenester, og det samme gælder for de halvbagte computereffekter, der spicer filmens mord op.

Men det værste er nok manuskriptet, der føles mere som en håndfuld spredte ideer i en første kladde end en egentlig færdig fortælling.

Blandt filmens største skuffelser er den totalt spildte tilbagevenden af en absolut fanfavorit, der havde fortjent bedre og den vel nok værste Ghostface-afsløring i seriens historie.

Alligevel lurer der nok gode ideer i periferien — en mekanisk Ghostface og en skudduel via overvågningskameraer — til at holde en slags liv i filmen, også selvom det nok mest er for fans.

På den måde ender Scream 7 nok lige over seriens værste film, Scream 3, men også kun lige akkurat.

Og hvis serien skal holde sin god vs. dårlig ratio i orden, så er det nok igen blevet tid til en pause.

Scream 7er for rodet fortalt og sløset instrueret til at dens vellykkede mor-datter drama kan skinne igennem.