Scream 6 anmeldelse: Det grundlæggende problem for Scream efterfølgere
Uanset hvor gode de bliver, så har Scream-efterfølgerer nok i virkeligheden ikke mulighed for at blive så gode som originalen.
For efter den første films meta-version af slashergenren, var der ikke så meget tilbage at snakke om.
Scream 2 bød op til en lovende dans omkring slasher-efterfølgere, men resultatet havde slet ikke samme substans som den første film.
Og så løb serien på mange måder tør for den kække genrerefleksion, i hvert fald indtil Scream fra 2022.
Blandt andet derfor var den nye Scream nok den bedste efterfølger til originalen. For popkulturen havde i de mellemliggende 25 år rykket sig langt nok til, at Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillets blide genstart af serien havde fået noget nyt at snakke om.
Men, som med de andre film i serien, er der nu igen ikke gået lang nok tid siden sidste film til at Scream 6 har fået noget nyt at snakke om.
Filmen gør et vagt forsøg ved nu at sige, at den er en ‘franchise’, men meta-overvejelserne giver ikke rigtig mening og filmen bruger dem ikke til noget interessant.
Og de halvråbende — ofte lidt for uvidende — filmnørdede taler om regler har aldrig været Scream-filmenes bedste kort.
Scream 6 er endnu en af seriens efterfølgere, der viser, hvor lidt Scream’s grundlæggende koncept stemmer overens med slasher-efterfølgere generelt.
For det er — stort set — kun hos Scream at morderen aldrig vender tilbage i efterfølgende film. Og måske endnu vigtigere, hvor et voksende antal overlevende stort set altid vender tilbage.
Det skyldes nok, at manuskriptforfatter Kevin Williamson altid var mere interesseret i sine unge hovedpersoners liv end deres død.
Den del forstår Scream 6 til gengæld.
For ovenstående skal ikke forstås, som at Scream 6 ikke er en god Scream-efterfølger.
Det er den.
Skaberne af disse to nye Scream-film er nemlig — ligesom Williamson var det — helt med på, at en af gyserseriens helt store egenskaber, er det store bankende hjerte den har for sine hovedpersoner.
Og den del fungerer stadig.
Mason Gooding, Jasmin Savoy Brown, Jenna Ortega og Melissa Barrera får alle skabt karakterer, der fint fører ungdomsserie-viben videre.
De er nemme at holde af, og så holder de af hinanden i sådan en grad, at det er gysende god underholdning at se dem slippe fra den (eller de? ny(e?) Ghostface(s?).
Melissa Barreras Sam har også et smågenialt dunkelt twist på den sædvanlige final girl, som jeg håber serien får mulighed for at udforske endnu mere.
Det hjælper også på sagerne, at det nye crew ikke i samme grad står i skyggen af de gamle karakterer. Neve Campbell fik ikke tilbudt nok penge til at vende tilbage som Sidney Prescott, så den eneste af de originale overlevende i Scream 6 er Courteney Cox’ Gale Weathers.
Hun får til gengæld følgeskab af en læderjakkeklædt Hayden Panettiere, der vender tilbage fra Scream 4 (vi så hende jo…næsten… ikke dø), i et eksempel på at de nye Scream-film forstår deres ultrafans og kender deres kringlede ophav.
Ghostface tumler stadig rundt og får nok ting i hovedet til fortsat at være vel nok verdens mest klodsede slasher-skurk Stemmemodulatoren får stadig på magisk vis alle til at lyde som stemmeskuespiller. Roger L. Jackson, og den spøgelsesudklædte dræber er stadig brutal nok til at ægte frygt drypvis finder vej ind i filmen.
Instruktørerne Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillet får også leveret en lille håndfuld decideret imponerende spændingsscener, hvor særligt en flugt via stige mellem to boligblokke fik mig til at vride mig i biografsædet.
Så betyder det mindre, at serien er blevet bedre til at meta-æde sig selv end gysergenren som helhed, eller at den endelige afsløring af dette indslags Ghostface er både for bekendt og for uinteressant.
Særligt fordi Scream 6 leverer en veloplagt knivstikkende finale, der fint gav mig lyst til også at se Scream 7.
For nok kan Scream-efterfølgere aldrig helt leve op til deres oprindelige forfader. Men jeg elsker dem nu stadig.
Ghostfaces kniv er ikke blevet sløv endnu i denne veloplagte og bloddryppende efterfølger.
