The Conjuring: De sidste ritualer anmeldelse: Gru og kærlighed
Da jeg anmeldte The Conjuring: The Devil Made Me Do It tilbage i 2021 var jeg mildt positivt overrasket over den første film i serien, som ikke var instrueret af James Wan.
Men jeg spåede alligevel, at tre omgange med Warren-parret (her ignorerer vi for alles bedste alle spin-off filmene), måske var ved at være nok.
Der tog jeg heldigvis fejl.
The Conjuring: De sidste ritualer (skulle Last Rites ikke være Den sidste olie på dansk?) er faktisk en endnu mere vellykket film end tredje omgang.
Vigtigere endnu er den en fin (foreløbig) finale på en moderne gyserfilmsserie, som jeg har megen kærlighed til.
*The Conjuring-*filmene kan nemlig noget helt særligt.
Med deres målrettede fokus på den ene bombastisk gysende sekvens efter den anden, har de skabt en ny skole i gyserfilm, og de er en kombination af lettilgængelige og uhyggelige, som de færreste film opnår.
Jeg har undervist i gyserfilm for unge, og The Conjuring-filmene tager altid kegler som ingen andre.
Dukker, klovne, Marilyn Manson-nonner, spøgelser og dæmoner. The Conjuring har det hele, pakket ind i ofte filmtekniske fabelagtige gysersekvenser og perfekt eksekverede hop i sædet.
Som den tredje film når De sidste ritualer (er det Google-translate eller AI, der har fundet på den danske titel?) ikke op på de to første film i serien — og særligt ikke den oprindelige.
Men det er alligevel som om, at Michael Chaves endelig har fundet sig rigtigt til rette i instruktørstolen i en film, der giver overraskende god plads til dramaet hos filmens hovedpersoner.
For De sidste ritualer (nej, den titel giver stadig ingen mening), zoomer klogeligt ind på Patrick Wilson og Vera Farmigas spøgelsesjagende og dæmonuddrivende sukkersøde ægtepar.
Denne gang får parrets datter — der nu er ung voksen — en endnu større rolle i fortællingen, og det klæder historien, der trækker tråde tilbage til parrets første sag.
Warren-parret fremstår stadig som forfriskende filmhelte.
Et par hvis styrker er kærlighed og stærkt samarbejde, helt fri for sarkasme og interne konflikter.
The Conjuring har altid båret følelserne uden på tøjet i en verden, hvor der ganske vist findes dæmoner, psykopatiske mordere og onde ånder, men hvor tro og kærlighed altid kan drive dem tilbage.
Det er lige så corny som det er underholdende og klæder filmenes højnede univers også i denne fjerde film.
Finalen ender faktisk med at være helt rørende, når den går meta på gysergenren og hylder at se mørket i øjnene i stedet for at løbe fra det.
Og indtil da er det selvfølgelig rigeligt af seriens karakteristiske mørke.
Filmen spøgelsesplot og dæmoniske skurk er noget uklart i bakspejlet, men mens det fremragende lyddesign tordner gennem biografsalen og kameraet leger med publikums forventninger, er den spinkle fortælling helt ligegyldig.
At løjerne er lige episodiske nok, er også et mindre problem, fordi Chaves og kompagni har bøh-ideer nok til at holde opmærksomheden fanget i filmens ellers ret mægtige spilletid.
Også selvom ingen øjeblikke når de første films højdepunkter.
Filmens afslutning byder på easter-eggs og velkendte ansigter nok til at de færreste Conjuring-fans vil gå utilfredse fra biografen, og det hele føles som en passende afslutning på historierne om Warren-parret – selvfølgelig med en antydning af, at en ny generation kan tage over.
Det største problem er selvfølgelig det samme som altid.
Jeg ville sådan ønske, at filmene ikke tog afsæt i virkelighedens Warren-par, der var et par brovtende fidusmagere med sans for at blive selvskabte celebrities.
Det har altid efterladt en bitter bismag hos mig, og den seneste film fortsætter den ufortrødne hyldest til ægteparret.
Men hvis man kan skelne skidt fra kanel, smager The Conjuring-serien stadig godt på 4. film, og det er unægteligt noget af en præstation.
Den fjerde The Conjuring-film leverer karakteristisk veloplagt gru, men har også et stort bankende hjerte.
