Supergirl anmeldelse: James Gunn-light

Lad os få det af vejen med det samme: Kryptonianeren Kara Zor-Els film er ikke lige så god som hendes mere berømte fætters var det.

Til det føles det lidt for meget som om instruktør Craig Gillespie (og James Gunn som hovedmand bag den nye bølge af DC-film), bruger Gunns stil som en lidt stiv skabelon.

Supergirl byder nemlig på mere end rigeligt med needledrops, groteske men sympatiske rumvæsner og ousidere med hjerter af guld.

Selv det beskidte rumunivers som den mere ustyrlige Supergirl pjatter rundt i, er meget let at forveksle med Gunns eget kosmiske Guardians of the Galaxy-univers.

Men desværre ringer meget af det lidt hult, plottet er en smårodet omgang og forsøgene på at ramme Gunn-stemningen lugter for meget af imitation.

Supergirl er altså ikke det næste superhelte-mesterværk.

Men så er den til gengæld så meget andet.

F.eks. båret af en overraskende stærk præstation af Milly Alcock, der starter som en fattigmands Peter Quill (hun har endda hovedtelefoner om halsen!), men ender som en bevægende karakter i sin egen ret.

En karakter der flot får formidlet – i forskellene mellem hende og hendes mere renskurede fætter – hvordan vores fortid former vores perspektiv.

Alcock er ikke alene værd at se filmen for i sig selv, hun giver også lyst til at se mere til hende, særligt i sammenhæng med David Corenswets fremragende Superman.

Og så er filmen ellers forfriskende intim.

Det handler ikke om verdens undergang, men mere en personlig rednings/hævn-mission, og den skala forvandler sig ikke.

Det kunne en del superheltefilm tage ved lære af.

Befriende er også, at der ikke bydes på den klassiske Marvel after-credits cliffhanger. Vel introducerer filmen tråde og karakterer, der kan leve videre i andre historier, men den føles heldigvis mest interesseret i at fortælle sin egen historie.

Actionsekvenserne er habile uden at være prangende, og byder på en række kreative anvendelser af hovedpersonens kræfter.

Jason Momoa er også et stærkt valg til den storskrydende dusørjæger Lobo, selvom han ikke for alvor integreres i filmens historie.

Det gør til gengæld Karas fortid, når filmen gradvist indvier også i den forhistorie, der gør hende så forskellige fra Superman.

Det hører til filmens bedste dele, og forvandler hendes skæbne fra gennemsnitlig superhelt til oprigtigt rørende, samtidig med at det succesfuldt differentierer hende fra Superman.

Det er ikke nok til at løfte Supergirl helt ud af sine egne svagheder, men det er nok til at holde min interesse i de nye DC-film, også selvom de næste gerne må sigte endnu højere.

Supergirl er et stærkt underholdende superhelte-eventyr, der holder interessen for de nye DC-film.