The Flash anmeldelse: Hurtigløber

Du er lovligt undskyldt, hvis du tænker, at The Flash skal løbe ualmindeligt hurtigt for at komme væk fra sine problemer.

For lang tid inden filmens premiere, har The Flash været diskuteret af de forkerte grunde.

Ikke alene føles filmen som en slags sidste udkald for DC på film, der kæmper med at trække folk i biografen.

Instruktør Andy Muschiettis film har også til ansvar at sige farvel (måske) til resterne af Zack Snyders Justice League-univers, mens den peger frem mod James Gunns nye udgaver af de kendte superhelte.

Og så er The Flash endnu en verdenshoppende multivers-film, i en tid hvor næsten alle superheltefilm er multivers-historier.

Jeg ville virkelig ønske det stoppede her, og det samme ville både DC og Warner nok, da filmens bærende skuespiller Ezra Miller og tidligere indie-darling pludselig var rodet ind i rygter og deciderede anklager om vold, grooming og anden kriminalitet.

Siden undskyldte Miller sin opførsel, men dunsten af katastrofe havde allerede sat sig på The Flash.

Og nu får The Flash så endelig premiere kun ganske få uger efter en af de bedste superheltefilm nogensinde, Spider-Man: Across the Spider-Verse, der helt ærligt gør alt det The Flash prøver, bare bedre.

Spider-Verse-skyggen er svær at komme ud af.

Men heldigvis er The Flash bedre end sit omdømme, og det skyldes faktisk især Miller, der i stedet for at være et anker om halsen på filmen skaber både menneskelig varme og fut under skosålerne.

Jeg vil gå så vidt som at sige, at Miller i The Flash leverer sin bedste præstation hidtil.

Millers Barry Allen er skiftevis både sjov og irriterende med en koffein-sitrende indre uro, der allerede fra første scene forplanter sig til publikum, og stemmer godt overens med den ultrahurtige superhelts evner.

Men endnu vigtigere så har Allen en for superhelte usædvanligt ægte følsomhed og sårbarhed, der gør at man for alvor føler for den rødklædte helts tidlige tab af sin mor.

Netop den begivenhed viser sig at være central, når The Flash veloplagt kaster sig ud i et tidsrejseplot, der hurtigt får skabt et forgrenende multivers.

Imens holder instruktør Andy Muschietti tungen lige i munden, og skaber en overraskende legesyg film, der omfavner sin egen kitsch med en charmerende onkel-humor, hvis lige jeg ikke har set siden Sam Raimis Spider-Man-film.

Særlig filmens første halvdel, det helt åbenlyst og med direkte referencer tager Tilbage til fremtiden som sit store forbillede er et letbenet og kulørt tidsrejseridt med en række fantasifulde actionsekvenser.

Særligt Barrys første løbetur og en fjollet redningsaktion af alt for mange babyer er visuelt legesyge og vildt underholdende sekvenser.

Og så er der selvfølgelig Michael Keatons tilbagevenden til Batman-rollen.

Jeg er træt af nostalgi som kapitalistisk masseødelæggelsesvåben, men Batman er min barndoms mest definerende film og Keaton MIN Batman.

Så uanset hvor gerne jeg vil, kan jeg ikke benægte gåsehuden ved at se ham tilbage på lærredet og høre Danny Elfmans uovervindelige musik.

Og den halvt gotiske halvt 80’er-computerficerede scenografi omkring Tim Burtons Batman er vakt til live med en oprigtig sans for detaljen.

Det er en fornøjelse at se.

Og som The Flash skrider frem, er Keaton selvfølgelig ikke det eneste angreb mod nørd-nostalgien.

Men hverken Keaton eller de andre referencer bruges til noget særligt i Barrys historie, som klart er det bedste ved The Flash.

Referencerne er bare med for at vi kan Rick Dalton-pege mod skærmen og nikke genkendende uden samme karaktermæssige tyngde som i Spider-Man: No Way Home og selvsagt helt uden den uovertrufne historiedrevne brug i Across the Spider-Verse.

Og desværre taber The Flash støt og roligt sin hovedperson af sigte, da den i sin sidste del forvandles til en eksplosion af filmens lidt for gummiagtige effekter.

Filmens finale forvandles til støjende — men heldigvis aldrig helt ueffen action — og en cameo-hær (desværre også af de døde) helt uden begrundelse i filmens historie.

Det er ikke nok til at sætte hele filmen over styr, men havde The Flash kunne holde første halvdels lette tone og fokus på sin oprigtigt interessante hovedperson, havde det været en langt stærkere film.

I stedet er den endt som et fornøjeligt og overnostalgisk superhelte-ridt uden den store tyngde. En film du nok først skal se, når du har været i biografen til Across the Spider-Verse de første tre gange.

Men den viser sig alligevel at være hurtig nok til at løbe fra de værste af dens problemer.

The Flash er et veloplagt og overraskende hjertevarmt tidsrejseridt, selvom den snubler lidt i aggressiv nørd-nostalgi.