Spider-man: No Way Home anmeldelse: No Way Home er blandt de bedste Spider-Man-film

Spider-Man: No Way Home anmeldelse: Blå og rød julegave

Spider-Man: No Way Home gjorde mig lidt urolig i starten. Faktisk i de første 30-40 minutter.

For den mest ventede Marvel-film længe virkede lidt sløset. Lidt rodet. Som om den ikke rigtigt kunne samle sig om en klar ide.

Som om den var endnu en i rækken af middelmådige til middelgode film, som Marvel-universet har leveret siden de peakede med Avengers: Endgame.

Og Marvel har altså brug for noget mere, eller måske rettere, jeg har brug for noget mere, hvis jeg stadig skal være lige investeret i den popkulturelle bulldozer som Marvel-filmene er.

Men der var ingen grund til uro.

Som de bedste film fra Marvel — og tag ikke fejl; No Way Home hører blandt Marvels bedste — skal en masse små bidder samles til et større hele.

Der er mange brikker i puslespillet, og i starten kan motivet være svært at se.

Men jeg skal love for at instruktør Jon Watts og Marvel-maskineriet får samlet billedet til sidst.

Omkring cirka 40 minutter inde får No Way Home fat på sin struktur, og derfra er den en ren fryd — ikke kun for Marvel-fans, men i særdeleshed også for fans af Spider-Man på det store lærred.

For som du nok har hørt — eller set i filmens trailer — spinder No Way Home et spind, der rækker tilbage gennem de sidste 20 års Spider-Man på det store lærred, når Marvel prikker hul på multiverset.

Det er noget af en mundfuld — og en kæmpe gimmick — at inddrage andre filmserier, men forbløffende nok behandler No Way Home sin fanservice med stor finesse.

Den sætter Marvels styrker foran de billige point.

For som altid hos Marvel handler det om de elskelige karakterer og det følelsesmæssige punch.

Og det skal jeg love for, at No Way Home har.

Af Tom Hollands tre solofilm som den svingende superhelt, er No Way Home klart den mest alvorlige. Filmen har hårde konsekvenser for den venlige nabolags-helt.

Og det slår hårdt.

Det skyldes ikke mindst, at Holland leverer sin hidtil bedste præstation som den følsomme og kække helt. Det samme gælder for Zendaya, hvis MJ er en sofistikeret forbedring fra tidligere Spider-Man films skrigende kvinder i nød.

Marvel-filmenes tyngdekraftbrydende og computergenererede action kan stadig ikke hamle op med det filmiske håndværk i Sam Raimis Spider-Man-film.

Og den sprudlende kreativitet fra lillebror Into the Spider-Verse kan No Way Home heller ikke hamle op med.

Men det er også noget nær de eneste anker i en film, der både bevæger den store Marvel historie videre, fortæller den hidtil mest gribende historie om den moderne Peter Parker alt imens den binder sløjfe på tråde fra film, der bogstaveligt slet ikke er i samme serie.

Og så har jeg selvfølgelig desperat forsøgt at undgå at nævne det enorme persongalleri og den lavine af overraskelser, der vil få fans til at skrige allerede fra filmens begyndelse.

Det skal du selv opleve. Af samme grund er denne anmeldelse temmeligt undvigende.

Men det vigtigste at få med er, at No Way Home har hjertet på rette sted. Præcis som Spider-Man altid har haft det.

Der var ingen grund til uro.

Marvel ved stadig, hvad de gør.

No Way Home er en kæmpestor blå og rød julegave til alle Spider-Man-fans, og den bedste film fra Marvel siden Avengers: Endgame.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
?>?>