Syng 2 anmeldelse: Ikke helt samme tone

For mig var Syng en kærkommen overraskelse.

En sød blanding af charmerende karakterer, fin animation og uforfalsket glæde for popmusik.

Vel var den letbenet, men instruktørerne Garth Jennings og Christophe Lourdelet satte alt ind på at skabe en feel-good oplevelse, og resultatet var den bedste film hidtil fra animationsstudiet Illumination.

Syng 2 gør sådan set alt det samme igen. Det lykkes bare ikke helt så godt.

Gnisten af magi, der løftede Syng over alle andre animationsfilm fra Illumination, begraves desværre i efterfølgeren af den slags brug-og-smid-væk jokes, som selskabet efterhånden har specialiseret sig i.

Som en slags animeret TikTok springer Syng 2 fra den ene lille vits til den anden ofte med en kendt popsang som lydtapet.

Er det sjovt, når en mærkelig lille gnaver synger en bid af Billie Eilish’s Bury a Friend, en snegl synger Hotline Bling eller en aldrende øgle synger med på System of a Down?

Mjah, lidt på samme måde som en kattevideo nogen har sendt dig. Underholdende så længe det varer, og så helt forsvundet fra hjernebarken tre sekunder senere.

De mange jokes skal både holde opmærksomheden hos de små seere, men nok også distrahere fra at holdet bag Syng 2 ikke rigtig har noget nyt at fortælle.

For der er meget lidt på spil i Syng 2.

Buster Moon og hans sangere får chancen for at lancere et stort show, men mangler finanser og må derfor prøve at lokke den aldrende og isolerede rockstjerne Clay Calloway med i showet.

Det er det.

De charmerende figurer fra den første film vender tilbage, men deres individuelle problemer står langt mindre klart, mens fokus bruges på en række kulørte gags.

Det dæmper selvfølgelig slagkraften i det afsluttende show, der var den første films absolut bedste kort, at meget lidt er på spil.

Men det betyder heldigvis ikke at Syng 2 er helt ubrugelig.

Clay Calloway spilles i originalversion af Bono, og det lader filmen bruge en række U2-sange til fuld sentimental effekt.

Og den aldrende løve med et knust hjerte rummer også en kerne af ægte følelser, selvom de desværre ikke udforskes helt så meget som de kunne.

Og selvom finalen ikke står lige så skarpt som i den første film, så byder den stadig på en række fine øjeblikke, hvor popmusik og animeret overdådighed blandes til feel-good effekt.

Men ellers ender Syng 2 desværre som et fint eksempel på den triste sandhed om magiske øjeblikke.

De er meget svære at genskabe.

Syng 2 har stadig opløftende og hjertevarme øjeblikke, men den ofrer den første films magi til fordel for billige jokes.