Bad Boys: Ride or Die anmeldelse: Bay-Jam

Bad Boys for Life var en charmerende overraskelse.

En veloplagt rejse tilbage til 1990’ernes actionfilm, der med stor kærlighed til berømte og berygtede Michael Bay skabte en film i ånden fra hans tidligere værker.

Den film kom som en positiv overraskelse, i en situation hvor forventningerne var lave, og indtjeningen var overvældende

Nu vender instruktørerne Adil El Arbi og Bilall Fallah så tilbage til Bad Boys igen efter den mere personlige — men også charmerende over the top — terrorist-musical Rebel.

Og der er ingen vej udenom.

Hvor Bad Boys for Life var en positiv overraskelse, så er Bad Boys: Ride or Die bare regulært imponerende.

Alt spiller i denne fjerde Bad Boys film, der kombinerer filmisk legesyghed, uironisk melodrama og Michael Bay ærbødighed til en underholdningscocktail af forbløffende høj karat.

Kemien mellem Will Smith og Martin Lawrence har sjældent — hvis ikke aldrig — været bedre end i denne fjerde omgang, hvor de to hovedroller, på trods af at de nærmer sig de 60, virker oprigtigt glade for at være tilbage i Bad Boys universet.

Ride or Die er oprigtigt sjov og forstår at ramme franchisens højnede actionunivers mere rent end måske nogle af de tidligere film har gjort det.

Imens kaster Adil & Bilall sig ud i en visuel opfindsomhed, som de fleste mainstreamfilm kun kan misunde.

Den hurtige klipning og det visuelle overload er 100% i Bays ånd, men der er aldrig problemer med at skabe sammenhæng i filmens veloplagte actionscener, og de gakkede kameravinkler og bevægelser — der blandt andet involverer ‘umulige’ placeringer af kameraet inde i en urskive eller roterende i alle akser omkring en elevator — understøtter fortællingen i stedet for at modarbejde den.

Det er visuel overflod med droneoptagelser og actionscener fra pistolernes perspektiv, men det er forløst noget nær perfekt og gør filmen til en ustoppeligt underholdende oplevelse.

Imens bibeholder Adil og Bilall Michael Bays tendenser til det barokt løsslupne, mens de siger farvel til hans mere problematiske elementer.

Her er ingen tracking skud op under kjolen på diskoteksgæster eller tvivlsomme misogynistiske beslutninger.

Men skurken får selvfølgelig lov til at have hovedkvarter i en nedlagt alligatorforlystelsespark, der er visuelt overrumplende rejser til de dødes rige og ultra slow-motion jellybeans.

Det er lige så skamløst fjollet som det er underholdende, og det føles helt i tråd med især den oprindelige Bad Boys.

I en af filmens bedste sekvenser får en bifigur på overraskende vis lov til at folde sig ud i en actionscene, der helt fantastisk forløst bevæger sig ind og ud af optagelser fra overvågningskameraer.

Imens holder filmen fat i den følelsesmæssige kerne, når den helhjertet kaster sig ud i overraskende vellykket melodrama.

Det er alt det gode fra Michael Bay bare uden bismagen.

Imens leverer Lorne Balfe et storslået soundtrack i Hans Zimmer-stil, der både integrerer seriens vigtigste musikalske temaer og endda suppleret med et par musikalske jokes.

Hvis jeg savner noget — og det gør jeg egentlig ikke — så er det måske de groteske actionscener fra Bad Boys II, men det klæder egentlig Adil & Bilalls indspark til serien, at holde ambitionerne væk fra Bays mere overgjorte tendenser.

Det er snart slut med at kalde Adil & Bilall for Bay-jam, for jeg tror måske de allerede har overgået forbilledet.

Oprigtigt sjov, konstant legesyg og ustoppeligt underholdende: Bad Boys: Ride or Die er den sjældne efterfølger, der overgår sine forgængere.