Club Zero anmeldelse: Når en film spiser sig selv
Ironisk nok for en film der handler om en gruppe unge, der støt og roligt stopper med at spise, så har Club Zero en tendens til at æde sig selv.
For på den ene side træder Club Zero ind i et virkeligt — og ofte tabubelagt — emne.
Det er ikke for sjov, at instruktør Jessica Hausner indleder sin film med en advarsel om at filmen kan være tung for personer med tendens til spiseforstyrrelser.
For de fleste af filmens hovedpersoner, som er privilegerede unge på en fiktiv kostskole, glorificerer i tiltagende grad at spise så lidt som muligt.
Det er — i teorien — tunge sager, og Club Zero byder også på flere scener, der på papiret virker som om de går direkte i kødet på livet med og grundene til spiseforstyrrelser.
Problemet er bare, at jeg i praksis følte meget lidt.
Og det er — i hvert fald i nogen grad — helt bevidst fra instruktør Hausners side.
For hun er ikke interesseret i en realistisk fortælling om et virkeligt problem. I stedet er Club Zero en fabel, der gerne vil sige noget om fanatisme, idealisme, hvornår de to ting krydser over hinanden og hvorfor unge har tendenser i begge retninger.
Så selvom forstyrret spisning står centralt, så er Club Zero også en film, med sirlig komponerede billeder, unaturligt lange pauser i dialogen, dukkehus-lignende hjem og neonfarvede kostumer, der effektivt får fjernet sin egen relation til virkeligheden.
Mia Wasikowskas præstation som den farlige madguru i centrum er selvstændigt underholdende, men man er aldrig i fare for at føle, at hun er i familie med noget fra virkeligheden.
Det samme gælder for de unge selv og særligt deres uhyrligt karikerede forældre, der konstant markeres som fraværende i de unges liv.
Club Zero lugter af både Östlund, Lanthimos og Kubrick i sit egentlig ret gennemførte udtryk.
Og den meget selvbevidste stil — selvom om den på egen hånd er vellykket — underminerer filmens trang til at tale om virkelige problemer.
Særligt falder korthuset sammen, når Hausner meget åbenlyst vil have os til at føle med hovedpersonerne, når filmen selv betragter dem efter armslængdeprincippet.
Imens bliver filmen tiltagende tematisk mudret, mens åbenlyse moralske og eksistentielle spørgsmål kastes efter publikum, mens vi både skal blive chokerede over spiseforstyrrelserne og gnække sorthumoristisk over den finurligt karikerede verden.
Så på trods af Hausners åbenlyse filmforståelse og instruktørevner, og et veloplagt hold skuespillere sætter Club Zero sig mellem to stole og ender som en langt mere ligegyldig film, end den tydeligvis har lyst til at være.
Den æder simpelthen sig selv.
Jessica Hausner er en stilfuld instruktør, men på trods af det umiddelbart tunge tema vil Club Zero både blæse og have mel i munden.
