Disclosure Day anmeldelse: The Space Post

Som Spielberg-fan (og hvem er ikke det), er det svært ikke at se de utallige røde tråde fra den geniale instruktørs værker, der krydses i hans nyeste film Disclosure Day.

Mest åbenlyst er selvfølgelig Nærkontakt af Tredje Grad og E.T., som Disclosure Day, med sin sans for ærefrygt og absolutte fejring af menneskets evne til empati, føles som en uofficiel efterfølger til.

For de mange dyrkere af Spielbergs guldalder (Hint: Det er hele hans karriere), er der mere end rigeligt at komme efter i Disclosure Day, der rammer mange af de samme toner fra flere af hans mest elskede film.

Men udover de to elskede film med de søde rumvæsner, lurer der også andre film under overfladen i Disclosure Day.

Det meste af filmen udfolder sig nemlig som en paranoid thriller, der sender vores hovedpersoner på en hæsblæsende flugt fra en ufølende overmagt.

Det får, sammen med fotograf Janusz Kaminskis karakterisk dæmpede farvepalet, store dele af filmen til at føles som den dystopiske Minority Report.

Ikke mindst i en lille håndfuld hæsblæsende actionsekvenser, der nok skal få dig ud på kanten af sædet som kun Spielberg kan det.

Men den sidste Spielberg-film, der spøger i Disclosure Day, er nok alligevel den mest overraskende.

Det er nemlig The Post.

Disclosure Day ender nemlig om noget som en hyldest til den fri presse og dens evne til at binde menneskeheden sammen i stedet for at splitte den op.

Hvordan det væves ind i en rutsjebanetur af en paranoia-thriller, der også finder plads til Spielbergs gigantiske varme hjerte, skal Disclosure Day selv have lov til at afsløre.

Disclosure Day er nemlig en veloplagt blockbuster-filmoplevelse, der godt tør at have personlighed med en fortælling, der nok trækker på velkendte scifi-elementer, men alligevel moser dem sammen på en måde, jeg ikke helt har set før.

Bedst er den i sine adrenalinpumpende jagtsekvenser, der som altid er iscenesat med en blanding af tilsyneladende lethed og uendeligt dyb filmisk sans, der minder en om, at der i sandhed kun findes en Spielberg.

Undervejs stjæler Emily Blunt også billedet med en flashy præstation, der er svær ikke at sympatisere med.

At Disclosure Day ikke når helt til tops på Spielberg barometret skyldes mest garvede David Koepps manuskript, der på trods mange snedige ideer, har nogle meget alvorlige logik-huller og et midterstykke, der til tider leder lidt rigeligt desperat efter en grund til at eksistere.

Men altså, filmen er – som sagt en gang eller to – instrueret af måske den dygtigste instruktør siden mediets opfindelse, så en mand der løber langs et hegn er en svimlende filmisk oplevelse med perfekt historiefortælling.

Tilsæt musikken fra John Williams, som for alvor vågner op i filmens bevægende finale, og så ender Disclosure Day som en af årets helt store biografoplevelser.

Disclosure Day er en filmisk tur i forlystelsesparken hos mester Spielberg, der kombinerer ægte hjertevarme med adrenalinpumpende spænding.