Avatar: Fire and Ash anmeldelse: Film og forlystelse

Hør her, inden du tager kritik af instruktør James Camerons tredje Avatar-film alt for meget til dig, så er der noget vigtigt, du skal forstå.

Da jeg så Avatar: Fire and Ash til filmens pressevisning, fik jeg højdeskræk flere gange.

Altså, sådan rigtig højdeskræk, hvor min krop ufrivilligt pressede sig tilbage i biografsædet til trods for, at min logiske sans sagde mig, at jeg nok ikke var i fare for at falde ned over den fiktive planet Pandoras gudesmukke landskaber.

På andre tidspunkter fik jeg sug i maven af den slags, som kun de bedste forlystelser normalt kan levere – for ikke at tale om den rumlen i maven, som filmens lydside leverer og gåsehuden i filmens bedste scener.

Tag lige det med i tankerne, inden du lytter for meget til anmeldere, der harcelerer over en velkendt historie og gentagelser fra de to foregående film, som grund til at Avatar-serien, nu er blevet kedelig.

Det er den ikke, og hvis pågældende anmeldere ikke mærkede suset på samme måde som undertegnede, så er det nok fordi, de sidder for langt tilbage i biografsalen til Camerons ekstremt ambitiøse blockbusterfilmkunst.

Og det kan jeg sige med sikkerhed; jeg sad nemlig forrest.

Måske er det derfor jeg for tredje gang lod mig suge ind i Camerons suverænt iscenesatte verden, der gennem verdens hidtil bedste effekter, stadig er fyldt med mere håndgribelig tyngde end stort set alle andre af Hollywoods store produktioner.

Avatar er også i denne tredje omgang lige så personlig som den er bredt appellerende med sine dybfølte tematikker om samhørighed med både andre levende mennesker og den natur, der omgiver os.

Det er stor kunst og dybt rørende, at Cameron bruger vores ypperste teknologi til at plædere for ikke at drive rovdrift på vores planet.

I denne tredje ombæring havde jeg ikke engang den times tilvænning som forgængeren The Way of Water krævede af mig, ikke mindst fordi Cameron hurtigere får gang i sin historie.

At den historie så både i struktur og indhold minder om de to foregående film i serien er af mindre betydning, når det hele er så velfortalt som her.

De i første omgang så flade karakterer har taget bo i mit hjerte — også de får hvor præstationerne er mere ujævne — og engagementet er unægteligt højnet siden den første film i serien.

Og ingen forstår blockbuster-struktur som Cameron, når han bygger op til en finale så tilfredsstillende, at det får hårene i nakken til at rejse sig.

Min eneste anke er, at Camerons lovede slægtshistorie mere udfolder sig som en sæbeopera end kapitler i en episk saga.

Filmskaberen virker bange for for alvor at ryste status quo og skille sig af med karakterer fra tidligere film — det er svært at se, hvordan situationen på Pandora er anderledes, når Fire and Ash slutter.

Til gengæld finder du originaliteten i detaljerne.

For skulle nogen sige, at de har set alt i Fire and Ash før, så har de set andre ting end mig.

Jeg har aldrig set en hær af følsomme pacifistiske hvaler. Eller to ondsindede, blå og tre meter høje rumvæsner tage på et seksuelt ladet drømmetrip.

Eller et selvmords-røvertogt på en luftskibskaravane oppebåret af flyvende rokker.

Cameron har nye ideer om hvert eneste hjørne, også selvom den overordnede fortælling opererer i genkendelige — men tilfredsstillende — arketyper.

Bedst af nykommerne er Oona Chaplin som den sadistiske leder af den nye skurkagtige Na’vi-klan. Hun går til rollen med en mindeværdig iver, selvom karakterens rolle i historien desværre svigtes lidt i filmens sidste del.

Det betyder til gengæld ikke så meget, når filmens sidste del er noget af det bedste og mest spektakulære action, du nogensinde får at se på det store lærred.

Cameron holder tungen lige i munden i et slag, der foregår på vandet, under vandet og i luften mellem mindst tre slags fantasifulde havdyr, suverænt designede skibe, hvalfangerbåde med soniske våben, krabbe-ubåde, højteknologisk udstyrede soldater, to slags flyvende væsner og flere grupper af Na’vi krigere!

Selvfølgelig helt uden at man som publikum mister orienteringen i et slag, hvis lige vel kun er set tidligere hos Cameron selv eller i Peter Jacksons Ringenes Herre-film.

Det er film som forlystelse, når suget i maven føles helt ægte (og du leder i øvrigt efter filmen i 3D og HFR, hvis du skal have den bedste oplevelse i Danmark), men det er også mere end det.

Selvom det vel egentlig burde være nok.

Avatar: Fire and Ash gentager sig selv på bedste vis med en af de mest svimlende biografoplevelser, man kan få, og er et bevis på, at få er i konkurrence med James Cameron, når det gælder ypperlig blockbuster-filmkunst.