The Roses anmeldelse: Tænder og torne
Hvis Danny DeVitos The War of The Roses havde bid som en tiger, så er Jay Roachs genfilmatisering af Warren Adlers bog, om ikke tandløs så i hvert fald på vej til gebis.
DeVitos energiske og kulsorte komedie fra 1989 har torne, man stikker sig på, den nye The Roses er mere som en daggammel og overblød marcipanrose.
The War of the Roses har personlighed som en egenrådig kat, The Roses er mere som en gammel labrador.
Du forstår, hvad jeg mener.
Benedict Cumberbatch og Olivia Colman er ellers velvalgte i rollerne som det stridende ægtepar.
De har både kemi og en sans for dialog, der kan få svidende sarkastiske replikker til at synge.
Og det gør de da også, til tider.
Lidt ligesom fremragende Andy Samberg og Kate McKinnon er sjove i markante biroller…til tider.
Det store problem med The Roses er egentlig heller ikke Tony McNamaras manuskript, selvom det har sine problemer.
Problemet er, at Roach instruerer The Roses så direkte-til-streaming personlighedsløst, at den aldrig rigtigt rammer en tone.
Er den en glat Hollywood-komedie som instruktørens *Meet the Parents-*serie?
Det siger i hvert fald det kulørte udtryk og den lettilgængelige falde-på-halen-komedie.
Eller er det absurd SNL-style komik, som den Samberg og McKinnon leverer med deres groteske karakterer?
Eller er vi kommet for at få kapitalismekritik og udstilling af menneskers grusomhed pakket ind i natsort humor, som den oprindelige bog og film gør det i?
Eller måske vi i virkeligheden skal føle med vores karikerede hovedpersoner og håbe, at de finder kærligheden igen i stedet for at ødelægge hinandens liv?
Jay Roach ved det ikke, så med The Roses kaster han sig ud i lidt af det hele.
Roach lykkes sådan set også med de fleste af delene — ikke den bidske humor og de ægte følelser — men kun i et middelmådigt niveau, der holder The Roses fra at være anstødelig i samme grad, som den holdes fra at være mindeværdig.
Colman og Cumberbatch får leveret replikker, der ringer i ørene på den gode måde, men de anstrenger sig også for meget med at gøre alt sarkastisk.
Og hvorfor skal filmen konstant minde os om, at de er britiske og dermed sarkastiske. Mon ikke det amerikanske publikum godt kan følge med uden den slags påmindelser?
The Roses er med andre ord en mild skuffelse, selvom det unægteligt også er dejligt at se en relativt højtbudgetteret komedie i biograferne; noget der klart er mangel på.
Bare den havde haft lidt flere tænder og torne.
Colman og Cumberbatch er gode sammen, men The Roses er for personlighedsløs til at leve op til sit forlæg.
