The Life of Chuck anmeldelse: Chuck og alle de andre

Hvis der er noget Stephen King kan — og den legendariske forfatter kan meget — så er det at skrive karakterer.

Uanset hvor perifere eller ligegyldige karaktererne er for Kings fortælling, så når han at pumpe dem op med menneskelighed og et rigt indre liv, der gør dem både overbevisende og mindeværdige i en grad, som kun få andre forfattere kan hamle op med.

Selv de mest karikerede dele af Kings persongalleri — som f.eks. hans hær af religiøse galninge — føles som ægte mennesker, mens man læser Kings bøger.

Sådan er det ikke altid i filmatiseringerne af King, hvor netop det karikerede har det med at træde frem, når man ikke kan udtrykke det indre liv med ord på papir.

Det ender også med at være problemet for Kings hofinstruktør Mike Flanagan, når han giver sig i kast med Kings novelle The Life of Chuck.

Der er ellers lagt i ovnen til en The Green Mile eller måske endda en Shawshank Redemption eller Stand by Me med The Life of Chuck, der hører til i den mere følsomme og livsbekræftende ende af Kings forfatterskab.

Uden at afsløre alt for meget handler både novellen og filmen om noget så simpelt, men afgørende, som at hengive sig til livet også selvom vi ved, at det slutter.

Fortalt i tre akter — startende med det sidste — er der fyldt godt op med finurlighed, i en fortælling, der starter som en mystisk undergangshistorie og så udvikler sig til et karakterportræt.

Og der er meget at holde af, særligt i filmens første halvdel, der måske nok ligger bedre til Flanagans evner end resten af historien.

Musikken af The Newton Brothers er både rørende og stemningsfuld og stemningen siver over i Flanagans ofte imponerende iscenesættelse og villighed til at sætte farten ned i sin historie.

En indledende gentagelse af Carl Sagans gengivelse af den kosmiske kalender er både velspillet og rørende, i sin gengivelse af menneskers eksistens som lige dele ubetydelig detalje og magisk tilfælde.

Og Flanagan fylder filmens første akt med en hær af stærke skuespillere i mindeværdige biroller, der netop får vakt deres karakterer til live i filmisk version, som King har det med at gøre det på papiret.

Visuelt lykkes Flanagan også godt med præcise kamerabevægelser og øjeblikke af poesi.

Men så begynder det at gå ned ad bakke.

For i filmens 2. og 3. akt skal vi endelig finde ud af hvem titlens gådefulde Chuck er — som voksen spillet af Tom Hiddleston — men det kommer The Life of Chuck ironisk nok aldrig i mål med.

Hiddleston gør et fint stykke arbejde, men en overfinurlig dansescene, når ikke helt de magiske højder den tydeligt har som ambition, og selv et — alt for — langt dyk tilbage til Chucks barndom, efterlader ham ikke som andet end en karakter baseret på kun et karaktertræk.

Imens strækker filmen sig langt for at nå publikums tårekanaler, men hvor det lykkes i filmens begyndelse, begynder det at føles klægt i filmens slutning, der både overforklarer og vader rundt i klicheer, der føles mere friske i forlægget.

Hvis man kan indstille sig på filmens noget kunstige bølgelængde, tror jeg at den løfter sig, men for mig endte den mest med at føles som en film af Robert Zemeckis, når han er i sit mest konstruerede hjørne.

Det er synd, både for filmens lovende begyndelse, den dygtige instruktør og for os, der skal sidde igennem dens noget opsvulmede spilletid.

Men mest af alt synd for Chuck og alle de andre, der har så rigt et liv på papiret.

Her føles de mere som et tomt loftsrum.

The Life of Chuck starter godt ud, men formår desværre ikke at gøre sin hovedperson hverken levende eller interessant nok til at bære sin spilletid.