28 Years Later: The Bone Temple anmeldelse: DaCostas løftestang
Instruktør Nia DaCosta har sat sin løftestang ind under Danny Boyle og Alex Garlands forsøg på at gøre deres trendskabende zombiefilm 28 Days Later til en moderne franchise.
Og med den anden film i 28 Years Later-sequel-trilogien (snork) viser DaCosta — der blandt andet stod bag den kriminelt undervurderede Candyman — sig at have filmmuskler store nok til at gøre projektet interessant.
Det skyldes selvfølgelig også, at Alex Garlands manuskript er skarpere end tilfældet var det med 28 Years Later.
The Bone Temple stabler effektivt en ideologisk, eksistentiel — og sidst i filmen helt bogstavelig — kamp op mellem Ralph Fiennes næstekærlige ateistlæge i hans knogletempel og den grusomt brutale Jimmy Crystal — spillet af Jack O’Connell — der har skabt en massemyrdende kult af unge omkring sig på ryggen af en bizar religiøs mikstur af Jimmy Saville, Teletubbies og satan.
Det hele handler om, hvordan man skaber mening i et liv, der kan virke urimeligt hårdt og utilgiveligt meningsløst, og i modsætning til forgængeren lander ideerne i The Bone Temple faktisk.
Det skyldes i høj grad DaCostas instruktion.
DaCosta forsøger heldigvis ikke at imitere Boyles bjergtagende — men også ofte rablende — instruktion, og satser i stedet på smukt komponerede billeder og en mere konventionelt fortalt film, der sætter tempoet ned og i stedet forvandler sig til en slags postapokalyptisk karakterportræt.
Den store attraktion er de to centrale præstationer af Jack O’Connell og Ralph Fiennes, der kaster sig ind i deres duellerende roller med liv og sjæl.
O’Connell gør sin sadistiske kultledere til en overbevisende magnetisk personlighed så stærk, at hans gruppe af parykklædte hypervoldelige unge næsten bliver troværdige, på trods af at være en lidt fortænkt kopi af Alex’ Droogs fra A Clockwork Orange.
O’Connells præstation er aldrig mindre end fascinerende.
Endnu bedre er Ralph Fiennes som den forpinte Dr. Kelson, der på trods af uendelige tragedier ikke har mistet sin medmenneskelighed, og står tilbage som filmens ubetingede helt.
Fiennes præstation er blid, vis og excentrisk og han får filmens ubetinget bedste scene i en mindeværdig finale, jeg ikke havde set komme på præcis den måde, den gør.
Det gælder faktisk for en række scener i The Bone Temple, som Nia DaCosta krydrer med en grotesk humor, der klæder det brutale og ikke altid lige troværdige materiale, og også giver filmen en tone ulig Boyles mere ujævne 28 Years Later.
Det betyder ikke, at hele projektet ikke stadig lugter lidt af streaming spin-off, og det er svært at se, hvorfor de bedste dele af den første film ikke bare var foldet ind i denne skarpere efterfølger — andet end ønsket om at lave tre franchise-film.
Franchise-dunsten er også tung i filmens afsluttende cliffhanger, der føles som fan-service til elskere af den originale film.
Alligevel løfter The Bone Temple min interesse i den tredje film, netop fordi den faktisk overrasker og finder en unik — og mere klar — stemme end sin forgænger.
Nu er spørgsmålet så bare, om Boyle kan bære vægten igen, når DaCosta trækker sin løftestang tilbage og igen overlader instruktionen til ham i den kommende efterfølger.
The Bone Temple finder sin egen sorthumoristisk underholdende tone og ender som en bedre film end sin forgænger.
