Send Help anmeldelse: Den geniale Raimi
Jeg går ud fra, at alle her ved, at myten om den objektive filmanmelder er…en myte.
Hvis ikke, har du næppe læst mange anmeldelser her hos Kinosaur. Men hvis du stadig tror, at der findes en anmelder derude, der kan se den objektive sandhed i filmkunst, så lad mig i det mindste bevise, at det ikke er mig.
Jeg elsker instruktør Sam Raimi sådan helt uhæmmet. Hans Evil Dead 2 har mindst ligeså meget — hvis ikke mere — indflydelse på min filmforståelse, end de 5 år jeg læste film på universitetet.
Raimis filmografi tæller mere end en af mine absolutte favoritfilm, og jeg tror ikke han har lavet en film, jeg ikke i et eller andet omfang sætter pris på (For nørderne: Nej, Raimis svageste film er ikke Spider-Man 3 eller Oz the Great and Powerful, det er sgu da For Love of the Game.).
Betyder det, at jeg kan se igennem mange skønhedspletter, når Raimi sætter sit legesyge kamera fri, eller leverer en af sine karakteristisk kinetiske sekvenser med øredøvende lyddesign, der er lige dele kaos og præcision.
Ja for fanden!
Men det betyder også, at jeg lidt håber på, hvis ikke forventer, et mesterværk hver eneste gang, at Raimi instruerer en ny film.
Sådan et har jeg ikke fået i biografen siden 2009 (Det første afsnit af serien Ash vs Evil Dead tæller ikke), hvor Raimi gav klodens befolkning den vidunderlige gave Drag Me to Hell.
Og Raimis nyeste film, Send Help, minder mest af alt om en søster til netop den film.
Det er en genreblandende thrillerkomedie, der låner fra både Looney Tunes, gys og romantiske komedier, og som har en kvindelig hovedperson, der trynes på sin mandsdominerede arbejdsplads.
Og Send Help er (selvfølgelig) en vidunderlig film. Hvis du tager i biografen og ser den og ikke er underholdt, så skal du nok bare holde dig fra biografen.
Send Help er bare ikke lige så vidunderlig som Drag Me to Hell.
Det er nemlig netop som om, at filmen forsøger at efterabe Raimis tidligere, uden helt at fange samme magi.
Manuskriptet af de ujævne forfattere Damian Shannon og Mark Swift er ikke nær så snedigt og sjovt som Sam og Ivan Raimis manuskript til Drag Me to Hell.
Filmen føles mere episodisk end godt er (selvom utallige af episoderne unægteligt er ekstremt mindeværdige), og det føles mere som om Raimi har rykket materialet over i hans karakteristiske stil, end at det fra start passede som hånd i handske.
De ellers udtryksfulde digitale effekter, er også lidt for ofte mere distraherende end understøttende, og i enkelte øjeblikke føles flere af Raimis stilistiske træk mere som en træt sprechstallmeister, der trækker en udmattet hest ind i manegen endnu en gang.
Men helt ærligt: alt det lægger jeg nok mere mærke til end de fleste, netop fordi jeg er overdreven fan af instruktøren.
For Send Help er også en sorthumoristisk fest.
Rachel McAdams og Dylan O’Brien er ualmindeligt veloplagte i filmens duellerende hovedroller som ansat og topchef, hvis magtforhold pludselig vendes på hovedet.
Og Raimi leverer filmen, som ingen andre ville kunne.
Indenfor få minutter, er vi blevet vidne til en tunsalat, man kan lugte gennem lærredet, og senere får vi en groteskt blod og snotsprøjtende vildsvinejagt, et ubekvemt møde mellem øje og finger og en all-timer af et komisk og brutalt flystyrt.
Filmen er ofte hylende sjov, og den er ikke bange for at lade sine hovedpersoner være nogle absolutte røvhuller; præcis som Drag Me to Hell.
Af samme grund BØR det nok ikke betyde så meget, at Send Help ikke rangerer i den absolutte topklasse af Raimi-film.
Men altså, når nu manden KAN lave uovertrufne mesterværker…hvorfor gør han det så ikke hver gang?
Er det unfair at kræve?
Send Help er non-stop underholdning med den frydefuldt fjollede sadisme, som kun mesteren Sam Raimi kan levere.
