Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor anmeldelse: Ny Strid-filmatisering er Kæmpestor filmoplevelse

Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor anmeldelse: Kom bare med Den Fantastiske Bus

Nu er jeg næsten ved at være overbevist.

Næsten ved at være overbevist om, at forfatter og illustrator Jakob Martin Strids bedste bog — og helt enkelt en af de smukkeste og bedste bøger jeg har læst — Den Fantastisk Bus kan få en værdig filmatisering i Danmark.

For hvis Den utrolige historie om den kæmpestore pære kunne ende som en af de bedste danske animationsfilm nogensinde, og den nu får en søster i Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor, der matcher den i kvalitet, så er der vel ingen grænser for, hvad kombinationen af Strid og dansk computeranimation kan levere.

Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor skuffer nemlig ikke, hverken sit smågeniale forlæg i form af Strids smukt illustrerede fortælling om en lillebitte elefant, der bliver kæmpestor, eller den tidligere så vellykkede Strid-filmatisering.

Det endda til trods for at holdet bag er et andet.

Denne gang er det nemlig Karsten Kiilerich og Stine Marie Buhl, der er blevet opgraderet til henholdsvis instruktør og medinstruktør, mens veteranen Kiilerich også har taget sig af manuskriptet.

Og netop manuskriptet er faktisk noget af det mest imponerende ved Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor.

For filmen udvider behændigt sit relativt korte forlæg, men helt uden at miste Strid-magien.

De nye påfund er helt i tråd med Strids særlige univers — måske med undtagelse af de ellers charmerende sange, der ikke helt finder plads i fortællingen — og gør faktisk filmudgaven til en mere storslået odysse end den oprindelige bog.

Animation og design af både karakterer og scenografien rammer plet på samme måde som Den utrolige historie om den kæmpestore pære også gjorde det.

Vel har 3D udtrykket en tand mindre kant og personlighed end Strids ubestridelige illustrationer, men karakterernes essens fanges alligevel, og filmen skaber sit eget gennemførte univers.

Imens bevares de poetiske lag, den til tider absurde humor og villigheden til at prioritere eventyr og fabulering over klare moraler.

Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor er heller ikke bange for at sætte et støt og roligt tempo og holde sig til det. Filmen falder ikke for fristelsen til at skabe konstant tempo for at holde de mindste fanget, i modsætning til f.eks. Kiilerichs egen En panda i Afrika.

Der bliver selvfølgelig også plads til blandingen af naturforelskelse og mekanik-fascination, som skaber en friktion i universet, som sjældent ses i fortællinger for børn.

Imens leverer Halfdan E. legesyg og genrehoppende musik, mens stemmeskuespillet også rammer tonen helt perfekt.

Til tider skraber ambitionerne op mod budgettet — ikke evnerne — på en måde, der gør, at jeg godt kunne ønske at Den fantastiske bus kunne undes et Disney eller Pixar-stor budget, når den skal produceres.

Men produceres, det skal den, for efter at have set Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor, kan jeg ikke vente med at se Strids hovedværk på det store lærred.

Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor slutter sig med stor elegance til de bedste danske animationsfilm nogensinde med sine fantasifulde påfund og enorme respekt for forlægget.

5 af 6 stjerner anmeldelse