En snegls erindringer anmeldelse: Grum finurlighed
En snegls erindringer er både grum og finurlig.
Men ikke som når Tim Burton eller Henry Selick kaster sig over stop-motion animation og leverer hyggegyserier til hele familien.
Nej, i instruktør Adam Elliots film handler det om troværdige — ofte tragiske — menneskeskæbner til trods for at hans claymation-stil ved første øjekast ligner noget for børn.
Men jeg håber ikke en uforvarende børnefamilie begiver sig ind til Elliots nyeste film En snegls erindringer — eller hvis de gør, vil jeg i hvert fald gerne se forældrenes ansigtsudtryk, når de opdager, hvad de ser.
Måske det allerede sker i filmens tidlige minutter, hvor de australske tvillinger Grace og Gilbert mister deres mor under fødslen og skal vokse op med deres voldsomt alkoholiserede kørestolsbundne far — inden han også dør.
Eller måske bliver det først senere, når vi introduceres for en alkoholisk dommer, der holder af at onanere i retssalen, eller måske endnu senere, da filmen beskæftiger sig med mænd, der tænder på at tvangsfodre kvinder og dyrke deres resulterende store kroppe.
Nej, En snegls erindringer er ikke for børn. Hvilket animation selvfølgelig ikke per definition er.
Men Adam Elliot skiller sig alligevel ud i sin villighed til at fortælle en nedslående historie.
Grace finder trøst — eller måske flugt — i sin samling og besættelse af snegle, mens hun går igennem den ene benhårde livsbegivenhed efter den anden. Fra mobning i skolen, til fraværende plejefamilier og en løgnagtig partner.
Det er grove løjer, og Grace er så charmerende portrætteret — både gennem stemmeskuespil og den fantastiske animation — at det gør oprigtigt ondt at se hende lide.
Alligevel er En snegls erindringer ikke en nedslående oplevelse.
Til det er karaktererne for elskelige og filmens åre af både sort og livsbekræftende humor for stærk.
Adam Elliot illustrerer smukt alle de små grunde, der gør livet værd at leve selv under de mest traumatiske omstændigheder, med den vildt smukke og demonstrativt håndlavede animation.
En snegls erindringer føles næsten som Amelie med behov for antidepressiver i sin blanding af nuttet finurlighed med ægte smerte.
En snegls erindringer har den blanding af dyb smerte, livgivende håbefuldhed og fantastisk kunstnerisk udtryk som meget af min personlige favoritkunst besidder.
Det er nok heller ikke et tilfælde at medaustralier og sjælefrænde Nick Cave har en hylesjov cameo-stemmeoptræden som liderlig hverdagspoet.
Cave og Elliots universer passer perfekt sammen.
Og mod slutningen af En snegls erindringer vender Elliot bøtten på et tidspunkt, hvor smerten næsten føles for stor til at overkomme og leverer en af de mest opløftende slutninger på en film, jeg har set længe.
En slutning, der på sin egen finurlige måde gør det klart, at uanset hvor mørkt det bliver, skal man bevare håbet.
Alligevel er En snegls erindringer nok ikke det bedste bud på efterårsunderholdning til børnefamilierne.
Gudesmuk og dybt personlig animationsfilm knuser dit hjerte igen og igen før den sætter det endegyldigt sammen i en fantastisk rørende finale.
