Bring Her Back anmeldelse: Tal til mig

Hvis du havde fortalt mig, at de to tvillingebrødre bag YouTube-kanalen RackaRacka ville springe over til det store lærred med de seneste års mest følelsesmæssigt sofistikerede og modne gyserfilm, så havde jeg nok haft svært ved at tro det.

Og så alligevel.

For RackaRacka-klassikerer som Pokemon RAMPAGE, Marvel VS DC (Avengers Battle!) rummer ud over den karakteristisk groteske humor også helt unægteligt store filmmuskler og en ustoppelig lyst til at hive sit publikum i uventede retninger.

Man må gerne vride sig lidt i sædet.

Og det har ikke forandret sig i Danny og Michael Philippous anden spillefilm Bring Her Back.

Hvad gyserfilm og blodsudgydelser på lærredet angår, hører jeg nok til i den mest hærdede ende.

Alligevel gav to øjeblikke i Philippou-brødrenes opfølger til den geniale Talk to Me mig et ufrivilligt udtryk af væmmelse i ansigtet og en millisekund-lang — men helt oprigtig — lyst til at kigge væk fra lærredet.

Med en kombination af stor tålmodighed, fantastiske visuelle og praktiske effekter, et (bogstaveligt) tænderskærende lyddesign og en sans for detaljen leverer Bring Her Back 2-3 af de mest grusomt voldelige scener, jeg har set.

Men det skal selvfølgelig ikke få det til at lyde som om Bring Her Back er i familie med grand guignol-blodsudgydelserne hos f.eks. Terrifier 3.

For den største grund til at de relativt få fysisk voldsomme scener i Bring Her Back slår så hårdt, er selvfølgelig, at filmen først og fremmest er et drama.

Som Talk to Me før den har Bring her Back et nyslebet køkkenkniv-skarpt fokus på sine karakterer.

Filmens okkulte elementer udspringer direkte af det følelsesmæssige mørke, som hovedpersonerne gennemlever.

Det får den, for gyserfans, relativt bekendte historie til at føles skrækindjagende frisk, fordi Bring her Back er mere interesseret i at udforske en natsort fortælling om den slagside kærlighed kan have, når vi mister dem vi elsker.

Og ikke mindst også om, hvordan det er at leve et ungdomsliv, hvor de voksne direkte omkring en eller samfundet som helhed, ikke forstår at skabe en ægte menneskelig forbindelse.

Under det hele er en slet skjult opfordring til at deles om den hårde menneskelige tilværelse, i stedet for at lade den splitte os.

I begge film af de to australske instruktører, ville meget være løst, hvis bare karaktererne havde fulgt den første films opfordring til at tale med hinanden.

Børnemishandling, død og ustoppelig sort er ingredienserne i en film, der må siges at være følelsesmæssigt udmattende, også selvom øjeblikke af grotesk RakkaRakka-humor kigger frem.

Men der er langt imellem, særligt i filmens anden halvdel, der får opbygget en knude i maven, som filmens slutning gør alt andet end at løse op for.

Karaktererne er så elskelige, at det er næsten ulideligt at se dem gå igennem det marathon af smerte, som Bring Her Back byder dem.

Præstationerne hører over hele linjen til blandt årets stærkeste. Som i Talk to Me gælder det også de relativt ukendte unge navne — heriblandt Sora Wong, der selv lever med et synshandicap — der alle leverer nuancerede menneskekloge præstationer baseret på det mørke materiale.

Det fortsætter instruktørernes fokus på virkelighedsnære og empatiske ungdomsportrætter, der ikke lægger fingrene imellem.

Og det siger meget om det unge cast, at de overhovedet får et ben til jorden, i samme film hvor Sally Hawkins spiller filmens skurk.

Hendes præstation er forventeligt fremragende, og trækker på samme tid på hendes image fra tidligere film, mens den samtidig går i helt andre retninger.

Visuelt ligner Bring Her Back mere et lavbudgetsdrama, end den grumme okkulte gyser, den også er.

Men udtrykket er både gennemtænkt og effektivt, når en stærk brug af fokus skaber en klaustrofobisk stemning, der viser alt det man ikke vil se, og lader resten henlægge i tågerne.

Philippou-brødrene er forbløffende tålmodige og tilbageholdende i modsætning til deres hyperkinetiske filmsprog hos RakkaRakka, men det betaler sig, når de støt og roligt opbygger et realistisk univers, der lader mørket føles endnu tungere.

Der er øjeblikke af stor og grusom skønhed i Bring Her Back, som er umulige at ryste af sig, når filmen slutter.

Ja, det gælder faktisk for hele filmen.

Men jeg glemmer nu heller aldrig Pokemon RAMPAGE.

Bring Her Back lever til fulde op til Talk to Me som et følelsesmæssigt udmattende traumeridt og hører til blandt de bedste film i nyere tid.