The Fantastic Four: First Steps: anmeldelse: De håbefulde

Thunderbolts* gjorde mig håbefuld.

Som jeg skrev i min anmeldelse af den film, føltes det for første gang i lang tid, som om Marvels filmiske univers havde noget at byde på.

Som om der stadig er historier at fortælle, der ikke bare føles som mildt underholdende franchise-mørtel mellem den ene film og den anden Disney+ serie.

Thunderbolts* led dog — trods sine mange kvaliteter stadig under det sædvanlige lidt flade Marvel-style filmsprog og en lidt uformelig begyndelse på sin historie.

Alligevel var Thunderbolts* nok til at gøre mig sådan ægte håbefuld for den næste Marvel-film; den stort anlagte The Fantastic Four: First Steps.

Det endda selvom The Fantastic Four i mit på mange måder tegneserie-ignorante hoved hørte til et mere bedaget hjørne af Marvels enorme karaktergalleri.

Jeg har aldrig rigtigt forstået den særlige tiltrækningskraft ved det blåklædte firkløver. og de småpinlige forsøg på at vække heltene til live på det store lærred har kun gjort det indtryk værre.

Altså indtil nu.

For efter at have set The Fantastic Four: First Steps er de fire retrofuturistiske helte strøget til tops på min Marvel-liste i en grad, så jeg endda har fået lyst til at læse tegneserierne.

For Marvel-maskineriet — og instruktør Matt Shakman — skuffer heldigvis ikke min spirende håbefuldhed.

I stedet indfrier de den med en fan… fabelagtig superheltefilm.

Fra start føles The Fantastic Four: First Steps nemlig som en vaskeægte biograffilm. I stedet for Marvels ofte noget TV-agtige udtryk, er der lagt energi i både beskæring og lyssætning i en grad, så med det samme lukkes ind i filmens unikke univers.

Og sikke et univers.

Der er dømt 60’er-lækker retro-scifi i en grad, jeg aldrig har set udført så betagende på det store lærred (The Incredibles er nærmeste konkurrent).

Udtrykket hjælpes også godt på vej af den fant… fremragende musik af mesterkomponist Michael Giacchino, der ikke kun brillerer med det centrale tema, men også i både actionscenerne og de hjerteskærende øjeblikke.

Samlet får The Fantastic Four et kulørt udtryk med en håbefuldhed, der føles forfriskende i blockbuster-regi.

The Fantastic Four omfavner nemlig sit ophav i tegneserierne med en forfriskende ligefremhed og en sans for både klipning og scenografi, der ikke kun gør The Fantastic Four: First Steps til sit helt eget dyr i Marvels stald, men også blandt superheltefilm generelt.

Med sit fanta… fantasifulde udtryk på plads kaster den sig ud i sin historie med en rasende fart, og helt uden at føle sig forpligtet til at referere til tusind andre Marvel-film.

Meget forfriskende føles The Fantastic Four: First Steps som en film, der er interesseret i at fortælle en historie, i stedet for at være del af 14 større fortællinger.

Og sikke en historie!

Temaet om familiens kraft gennemsyrer hvert eneste øjeblik i filmen, der på trods af sine mange manuskriptforfattere føles som en helstøbt og gennemtænkt fortælling.

Den centrale konflikt — som jeg ikke vil afsløre her — er både rørende og oprigtigt nervepirrende, og det føles, som tilfældet ellers for sjældent er i superheltefilm, som om der er noget på spil.

Det hjælper også at filmen har sin skurk på plads, når den introducerer Ralph Ineson som den ikoniske verdensæder Galactus, der får skarpt følgeskab af en mindeværdig præstation af Julia Garner som den kvindelige Silver Surfer; Shalla-Bal.

Deres introduktion i filmen hører til blandt de mest mindeværdige scener i filmen, ikke mindst fordi effektarbejdet også hører til blandt Marvels bedste.

Det virker som om — med enkelte ubetydelige undtagelser — at effektfolkene for en gangs skyld har fået både tid og penge nok til at skabe ægte filmmagi.

Særligt en jagt gennem rummet og filmens store finale er øjeblikke, der bør opleves på et stort lærred.

Galactus føles som en trussel for enhver superhelt.

Og sikke nogle superhelte!

Pedro Pascal, Vanessa Kirby, Joseph Quinn og Ebon Moss-Bachrach skaber en gruppe stærkt mindeværdige helte, der vækker ægte varme følelser inden for ganske få minutter af filmens spilletid.

Filmen får effektivt defineret dem som personer — også for os udenforstående — og det endda helt uden at være endnu en oprindelseshistorie.

Deres dynamik føles helt unik, når filmen klogeligt sætter tid af til at vise deres familiære forbindelse og kemi i en række mondæne scener i gruppens køkken.

Få andre heltegrupper har fået lov til at diskutere, hvordan de skal redde verden, omkring et 1960’er bord mens de drikke kaffe af små brune keramikkopper – og endda helt uden scenen føles som en joke.

Men det gør få ting i den opløftende The Fantastic Four: First Steps, der lader sine humoristiske øjeblikke komme fra karaktererne uden at pensle den kække Marvel-humor ud over hele filmen.

Imens slår filmen et ægte og tilsyneladende helt dybfølt slag for menneskers evne til at skabe vidundere og klare selv de sværeste udfordringer med sammenholdets kraft.

På den måde går den godt i spænd med sommerens anden store superheltefilm Superman.

De føles begge to håbefulde.

Det er jeg ikke mere. Nu kan jeg helt oprigtigt ikke vente med at se mere til Marvels mest interessante helte.

De er fa… faktisk rigtigt gode.

Jo, The Fantastic Four: First Steps lever faktisk op til sin titel, når den vækker nyt liv i Marvel-filmene med en suveræn superheltefortælling, som hører til blandt genrens allerbedste.