Wolf Man anmeldelse: Den usynlige varulv
Leigh Whannells opdatering af Universal Pictures’ monsterklassiker The Wolf Man er ikke på helt så højt et niveau som hans egen udgave af The Invisible Man.
Men det er også en uhyrligt høj barre at sætte.
For The Invisible Man var et noget nær perfekt gys, formåede at smelte et metaltræt filmmonster sammen med en moderne tematik om psykiske og fysiske overgreb i forhold og gjorde det hele til en audiovisuel rutsjebanetur af en biografoplevelse.
Den store grund til at Wolf Man ikke når helt så højt op som sin usynlige forgænger er, at det følelsesmæssige og tematiske lag ikke fungerer helt så godt.
Fortællingen om en moderne blød mand opvokset af en dominerende far, der frygter at være smittet med sin fars skadelige forældreevner; præcis på samme måde som han smittes af noget helt andet og mere håndgribeligt grusomt, er egentlig fint tænkt.
Men som Wolf Man skrider frem taber den lidt tråden, og den er tvunget til et skift i perspektiv, der ikke helt fungerer og leder op til en noget antiklimatisk slutning.
Derfor er den ikke lige så god som The Invisible Man.
Men vigtigere er, at Wolf Man stadig er rigeligt god.
Leigh Whannell har stadig et sjældent godt tag om gysergenren, og Wolf Man puster på trods af sine mangler nyt liv i varulven som filmmonster.
Whannell trækker som altid — og som sin gamle makker James Wan — alle filmiske tricks ud af ærmet.
Stefan Duscios billeder har samme tålmodige opbygning af spænding og præcise levering af visuel information, der gør Wolf Man til en nervepirrende oplevelse allerede fra start.
Whanell har en Spielbergsk sans for historiefortællende kamerabevægelser, og særligt filmens skift i perspektiv — der på manuskriptplan ender med at være en af filmens svageste dele — hører til blandt filmens flotteste tekniske præstationer.
Det gælder også for det imponerende lyddesign, der både minder publikum om, hvorfor skove hører blandt de mest uhyggelige miljøer overhovedet, mens det også inviterer indenfor hos sanserne på en varulv i transformation.
Imens leverer Whannells film den ene underholdende varulve-ide efter den anden, når han forvandler det velkendte monster til kropsgys i Cronenberg-stil.
Særligt en karakters sultne behandling af sin egen arm er en grum oplevelse.
Det er med andre ord svært at kede sig under Wolf Man, der gør sit bedste for at underholde på alle parametre.
Så selvom Whannell ikke helt lever op til tidligere bedrifter, så er Wolf Man et fornemt moderne take på et klassisk monster.
Wolf Man byder på frydefulde gys og er en overraskende ny vinkel på et klassisk monster.
