Paddington i Peru anmeldelse: En bjørn i junglen
Lidt som Paddington selv er i fare for i filmen, kunne jeg have frygtet, at Paddington i Peru ville fare vild i junglen.
For der er noget af en arv at bære fra de to foregående film i serien.
Instruktør Paul King formåede at løfte filmatiseringerne af Michael Bonds elskede britiske børnebøger til et langt højere niveau end nødvendigt.
Særligt Paddington 2 er et regulært familiefilmsmesterværk, der både er ægte sjov, charmerende og imponerende i sit lige dele sirlige og finurlige visuelle udtryk.
Men Paul King rykkede videre til den sjælløse Wonka, og nu har den spillefilmsdebuterende instruktør Dougal Wilson overtaget roret.
Det er altså ikke så overraskende, at Paddington i Peru ikke helt lever op til sin noget nær perfekte forgænger.
Nej, det overraskende er, at den helt uproblematisk kan stå ved siden af den som endnu et indslag i serien om den ultracharmerende britiske/peruvianske bjørn.
For allerede fra start beviser Dougal Wilson, at han har filmmusklerne til at løfte opgaven.
Hvis man ikke vidste det, ville man tro at Paul King stadig var bag kameraet, når Paddington i Peru kaster sig ud i sirligt koreograferede og smukt komponerede billeder, der vækker flere minder om Jacques Tati og Wes Anderson end om andre moderne familiefilm.
Paddington er stadig lige charmerende, og plottets oplæg, der fører ham på en Indiana Jones-lignende rejse tilbage til Peru, er tilpas mystisk til at vække opmærksomheden til en tredje omgang hjertevarme løjer.
Næsten alle skuespillere er tilbage — Sally Hawkins er savnet, men Emily Mortimer overtager rollen som mor Mary med stor succes — og som Hugh Grant stjal billedet i Paddington 2, er det denne gang Antonio Bandera og Olivia Colman, der får lov til at løbe med opmærksomheden.
Sidstnævnte er som altid en fryd, og får filmens sjoveste sekvens foræret med et uventet — og sjovt — musicalnummer tidligt i filmen.
De danske stemmer leverer også varen, selvom voksne nok vil savne at høre de oprindelige skuespillere, så kan man ikke klage over den fremragende dubbing.
Det flotte effektarbejde rammer også stadig fint balancen mellem det udtryksfulde og realistiske, og filmens grønne jungler er flot realiseret.
Paddington i Peru rammer med andre ord charmen fra de tidligere film på alle de vigtigste punkter.
At frekvensen af sjove påfund måske er en smule lavere, og at fortællingen måske står i stampe en smule længere, end filmen har godt af, betyder derfor mindre.
Særligt da filmen når frem til sin vellykkede tåreperser af en finale.
Paddington farer altså ikke vild i junglen i denne omgang.
Paddington i Peru holder den høje standard i vel nok den bedste serie af familiefilm i nyere tid.
