Svære sandheder anmeldelse: Svært
Det er svært at være sammen med Pansy Deacon.
Det gælder for hendes nærmeste, sønnen Moses og ægtemanden Curtley, der irettesættes og skældes ud for alt fra deres grundlæggende personlighed til hver eneste handling, de foretager sig, som i Pansys øjne altid er forkerte.
Men det gælder også for Pansys udvidede familie, den godmodige søster Chantelle og hendes voksne døtre, der konstant hamres i jorden med negativitet fra Pansy.
Og så gælder det selvfølgelig for tandlæger, butiksekspedienter, medbilister og tilfældige mennesker i køen i supermarkedet, der i Pansys øjne alle er ude på at ødelægge hendes liv.
Men det gælder sådan set også for seere af Mike Leighs nyeste film Svære sandheder, at Pansy Deacon er svær at være sammen med.
Hovedrolleindehaver Marianne Jean-Baptiste spiller nemlig næsten uvirkeligt godt i rollen som den plagende og plagede Pansy.
Men hverken Jean-Baptiste eller instruktør Leigh gør sig umage for, at hun skal være elskelig.
I øjeblikke er hun oprigtigt sjov, når hun verbalt og hårdt for usødet piller alle omkring sig i tusind stumper. Men hun er spændt som en flitsbue i en grad, så hun bliver en sandpapir-lignende tilstedeværelse også for publikum.
Faktisk er Pansy så aggressivt negativ, at karakteren egentlig burde være svær at tro på.
Men sådan er det selvfølgelig ikke i Mike Leighs garvede hænder.
I stedet føles Pansy som et ægte menneske, en kvinde så ødelagt af angst og depression, at hun tilsyneladende har mistet evnen til at fungere blandt andre mennesker.
Og i glimt løfter Svære sandheder også låget for både hende og familiens baggrund, og leverer antydningen af en forklaring på hendes opførsel.
Det er en kompleks karakter og en monumental præstation, der er biografbilletten værd i sig selv.
Men også så kompleks, at jeg — da filmens relativt begrænsede spilletid var forbi — ønskede at hun var blevet udfoldet mere.
Men Svære sandheder giver ikke ved dørene, og selvom filmen måske nok ender for uforløst, så er det alligevel en uforglemmelig oplevelse, der minder om, hvor svært det nogle gange kan være at elske andre.
Marianne Jean-Baptiste leverer en vild og uforglemmelig præstation som et plaget menneske, der plager andre.
