Black Bag anmeldelse: Bonds overalt
Mens jeg så instruktør Steven Soderberghs Black Bag, var det svært ikke at tænke på James Bond.
For til sin letbenede spionthriller har Soderbergh samlet et cast, hvor jeg let kunne se alle spille en variant af den berømte britiske spion.
Cate Blanchett, Michael Fassbender, Gustaf Skarsgård, Tom Burke, Marisa Abela og Regé-Jean Page er noget af en stilfuld og sexet gruppe skuespillere.
Og, nåh ja, så byder Black Bag også på selveste Moneypenny, Naomie Harris, og en helt ægte Bond: Pierce Brosnan.
Så har Soderbergh også gjort det klart, at vi er i spion-territorium.
Og det giver mening, for Black Bag er om noget en genreøvelse, hvor et snedigt manuskript sætter rammerne for en flok veloplagt skuespillere og en række af spionfilmens klicheer leveret med stil og overskud.
Det er umanerligt svært at stå for.
David Koepp står for manuskriptet — som han også gør det med Presence, som altid produktive Soderbergh også har i de danske biografer lige nu — og det er en velsmurt omgang, der ikke spilder tiden.
Indenfor de første fem minutter er det etableret at topspionen George Woodhouse — spillet lidt som en omvandrende skalpel af Fassbender — skal finde en muldvarp blandt sine kollegaer og en af de mistænkte er, dam-dam-dam!; Georges kone Kathryn.
Og indenfor de første ti minutter finder filmen sig til rette til et middagsselskab med spioner rundt om bordet, der alle er eksperter i at afsløre og gemme på hemmeligheder, og som alle har noget at skjule.
Med den skuespilforsamling er det ikke svært at gætte, at sådan en scene er voldsomt underholdende, og det er da også den scene, filmen finder tilbage til i sin finale.
I mellemtiden har den leveret en kæk omgang John Le Carré-light, der sætter den ellers kølige George på prøve, og afslører de simrende passioner under hans ellers kontrollerede overflade.
Imens laver Soderbergh elegante billeder, giver sine skuespillere plads og supplerer med et suverænt funky soundtrack af David Holmes.
På den måde ligger Black Bag sig fint i tråd med Soderbergh-film som Out of Sight og The Limey, der viser, at man godt kan lave glad underholdning, der både er stilfuld og intellektuel.
Erfarne Soderbergh får det til at se let ud.
At det så også er en film, der smelter i munden, og næsten er helt væk, når lyset tænder i biografen, betyder egentlig mindre.
For det er svært ikke at hygge sig med en film befolket af Bonds.
Black Bag er stilfuld underholdning som kun Soderbergh kan lave det, og viser at spionfilm stadig ikke bør gå af mode.
