Michael anmeldelse: Bohemian thriller
Kan du huske den der biografiske musikfilm? Du ved nok, den der hvor finalen er en stor delvist digital genskabelse af en af hovedpersonens mest berømte optrædener?
Nej, ikke Bohemian Rhapsody, den anden.
Den hvor hovedpersonens familietraumer strækker sig helt op til voksenalderen, men lykkeligt forløses i filmens store musikalske finale?
Ok, det sker teknisk set også i Respect, men det er ikke den jeg mener. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver nødt til at være mere specifik.
Det er den der, hvor den geniale musiker indspiller en sang, og producerne på den anden side af plexiglas-ruden stirrer Sam-Neill-ser-en-dinosaur-benovet i retning af deres ærefrygtindgydende talent.
Hvad? Nej! Ikke Walk the Line.
Hør nu her, det er jo den der med Mike Myers-cameoen. Den hvor Myers som karikeret 70-80’er magtmand møder musikeren på sit brune kontor.
Nej, altså, helt ærligt, det er ikke Bohemian Rhapsody, det er selvfølgelig den ventede Michael, der giver en af verdens største stjerner nogensinde den store bio-pic behandling.
Men sagen er selvfølgelig, at det lige så godt kunne være Bohemian Rhapsody.
For instruktør Antoine Fuqua og manuskriptforfatter John Logan følger samme skabelon i en grad, så du egentlig nok rammer plet, hvis du lukker øjnene og forestille dig filmen lige nu.
Barndomstraumer, rekonstruerede øjeblikke fra popkulturen og en fornemmelse af en serie små vignetter mere end en egentlig historie er alle uundgåelige dele af Michael.
Hvis noget mangler, så er det nedturen.
Michael Jackson skal ikke ned og ramme bunden – i hvert fald ikke i denne første film, som skaberne åbenlyst håber bliver til mere – med stoffer og alkohol.
For Michael er mere i tråd med fan-billedet af musikeren som et lettere barnligt engle-lignende geni end et egentligt menneske.
Michael nikker på blideste vis i retning af en læge, der udskriver smertestillende til den modvillige sanger, mens den giver skylden for hans tiltagende hang til plastikkirurgi til den dominerende far.
Men Michael er så gloriepudsende, at den helt oprigtigt har en scene, hvor Jackson muntert omringes af en flok begejstrede børn i en legetøjsforretning.
Om det er årets mest uigennemtænkte scene eller en snedig forudanelse af den noget mørkere fortælling i den potentielle Michael 2 må fremtiden vise. Michael rummer i hvert fald ingen referencer til de senere anklager og forlig (ikke domme) om børnemishandling, der ramte sangeren.
Legetøjsbutik-scenen og utallige ikke altid helt vellykkede computeranimerede dyr – selvfølgelig inklusive den berømte chimpanse Bubbles – hiver til tider Michael i en ufrivilligt komiske retning.
Men det meste af tiden er det egentlig en kompetent nok film, selvom den mangler udtryksfuldhed særligt i sine musiksekvenser.
Det kompenserer hovedrolleindehaver Jaafar Jackson til gengæld for med sin stærke fysiske tilstedeværelse.
Jaafar Jackson (Som er Michael Jacksons nevø) rammer Jacksons fysiske tilstedeværelse noget nær perfekt.
Som skuespiller får han sjældent vist en decideret overbevisende karakter, men når det står til at demonstrere sangerens overjordiske evner som danser og optræder, er han opgaven mere end værdig.
Det gør også den forudsigelige finale til en medrivende oplevelse, særligt hvis Jacksons musik har spillet en rolle i dit liv.
Men i sidste ende minder det selvfølgelig mest om, at den ægte vare er værd at opsøge igen.
Ellers minder Michael bare – alt for meget – om alle de andre biopic-film om musikere, og ender dermed som et værk, der er langt mindre unikt end sin hovedperson.
Jafar Jackson gør det godt i titelrollen og håndværket er jævnt godt, men man skal være overordentligt stor fan for rigtigt at blive forelsket i Michael.
