Maria anmeldelse: Maria Callas-film er smuk og rungende hul

Maria anmeldelse: Vejs ende

Nåh, så tror jeg, at instruktør Pablo Larrains kvindeportrætter nåede vejs ende for mig.

Jeg havde problemer med både den storroste Jackie og den mere blandet modtagede Spencer. To prestigeprojekter fra Larrain, der skabte gådefulde og elegant fotograferede portrætter af to magtfulde kvinder.

Men på trods af mine problemer med de to film, rummede de alligevel en grundlæggende filmisk kraft, der overskyggede skavankerne.

Det begynder at knibe med Larrains tredje tilføjelse til sin egen uofficielle føljeton, der sender Angelina Jolie ud i rollen som operasanger Maria Callas.

Maria følger den legendariske sanger i den sidste uge op til hendes død, og lader hovedpersonens indre liv smelte sammen med det ydre.

Stakkels Callas hallucinerer tilsyneladende en ung interviewer og Larrain lader hendes omgivelser bryde ud — og stemme i — med flere af Callas’ mest berømte musikstykker.

Denne gang fungerer det bare ikke rigtigt.

Eller, dele af det gør. For Maria er som sine to forgængere endnu en smuk produktion.

Fotograf Edward Lachman leverer betagende billeder og kostumer og scenografi rammer plet.

Sådan var det også med Jackie og Spencer, der som film svælger æstetisk i hovedpersonernes ikonstatus.

Men hvor Jackie og Spencer løftede sig i kraft af hovedrolleindehavernes præstationer, så kniber det mere med Maria.

Angelina Jolie leverer en af den slags imitations-præstationer, der nok skal blive belønnet med adskillige filmpriser.

Men der kommer aldrig for alvor liv under overfladen.

Steven Knights manuskript putter overordentligt gumpetunge og overtænkte replikker i munden på ikke bare Jolies Callas, men alle karakterer i en grad, så det er noget nær umuligt at sluge dem som ægte mennesker.

Og selvom virkelighedens Maria Callas var teatralsk anlagt, så var hun også både fascinerende og gådefuld i sine overvejelser om sig selv.

Det kan du selv se i den markant bedre dokumentariske portrætfilm Maria by Callas.

I Maria kan du i stedet få en ulideligt gentagende fortælling om en kvinde, der har mistet stemmen til sygdom, men desperat forsøger at holde fast i den.

De første tre scener, hvor hovedpersonens stemme ikke er så stærkt som den var engang, og hun kigger nedslået ned i jorden er egentlig nok til at få det simple budskab igennem.

Men desværre fortsætter Maria med at gentage præcis den pointe i sin over to timer lange spilletid.

Imens bliver der også brugt lang tid på Callas’ tvetydige romance med Aristoteles Onassis, uden at filmen kommer nærmere på et bud på, hvorfor de to ganske forskellige mennesker sværmede om hinanden, så længe som de gjorde.

Alle dele af Maria forbliver overflade på en måde, der også gør det ubekvemt, at filmen handler om en virkelig person.

Det virker mere som om Larrain er interesseret i at dyrke det ikoniske ved en visnende diva, end i at præsentere Maria Callas som et virkeligt og komplekst menneske.

Resultatet er et smukt, men også hult, monument til en af verdens største sangere, som ofte føles mere som karikatur end portræt.

Jeg tror, at jeg har nået vejs ende med Pablo Larrains kvindeportrætter.

Maria er en æstetisk fornøjelse, men har kun overfladiske betragtninger om sin legendariske hovedperson.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse