Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D) anmeldelse: Hjertet i mobiltelefonen

Jeg er for gammel til mobiltelefoner til koncerter.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor man hellere vil fange en dårlig video af en oplevelse man står foran i øjeblikket, end at være i den oplevelse uden at opleve den gennem et lille rektangel.

Men overlad det til 25-årige Billie Eilish og 71-årige James Cameron at skabe forståelse i mit støvede sind.

For i den spektakulære koncertfilm Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D) (Og det var så sidste gang jeg skrev hele den titel!), er det åbenlyst, hvad der foregår med de mobiltelefoner.

For det er jo de unge fans’ hjerte de sådan står og blotter der, mens de ofte stortudende synger med på hvert eneste ord af Eilish’s tekster.

De er ikke mindre i oplevelsen, fordi de har de telefoner fremme, det burde være helt åbenlyst for enhver, der får et glimt (i tindrende flot 3D, som kun Cameron kan lave den) af deres følelsesladede Beatlemania gå hjem ansigtsudtryk.

De har bare ikke hjertet uden på tøjet, de har hjertet i mobiltelefonen.

Og hjerte er der masser af i Hit Me Hard and Soft, der er en suveræn filmoplevelse – og med det samme slutter sig til giganterne blandt koncertfilm – og giver et ofte bevægende smugkig ind i det smukke fællesskab omkring Eilish.

Selv en 41-årig mildt sagt casual-lytter af Eilish får lov til at føle sig som en del af klubben i filmens små to timer; eller i det mindste som en far slæbt med til koncerten, der med tårer i øjnene må overgive sig indenfor de første minutter.

Eilish er en magnetiske scene-tilstedeværelse, der formår at skabe en stadionkoncert, der føles på en gang kolossal og intim, mens hun synger som en drøm og hopper rundt på scenen som en old-school MC.

Men som alle, der har set filmede koncerter ved, så forplanter en god koncert sig ikke nødvendigvis til et publikum, der skal se optagelserne lang tid efter det store show.

Heldigvis er James Cameron en af filmhistoriens dygtigste instruktører, og han formår at formidle Eilish’s gennemtænkte og dybfølte koncert som en sanselig filmoplevelse, der ofte er i samme liga som hans vidunderlige ture til Pandora.

3D optagelserne er som et vindue til det blændende sceneshow, men næsten endnu mere betagende er måden Hit Me Hard and Soft bruger perspektiv.

Det gælder når den ubesværet følger Eilish fra at være centrum på scenen, til at krybe under eller svinge over den, eller når filmen putter os med ned i den kasse Eilish smugles ind til showet i.

Det er visuelt overvældende, og som at være der selv, på en måde man kun kan mærke gennem filmmediet.

Klipningen er suveræn, men lydmikset er måske endnu bedre, når det også lader os komme helt tæt på de enkelte fans med ørerne og hører deres hviskede ‘oh-my-god’, uden at den ofte tordnende musik forplumres.

Det er en vild oplevelse.

Svagest står de dokumentariske afstikkere til interviews med Eilish og hendes fans, der ofte er lidt for on-the-nose med de temaer, som Eilish formidler så smukt gennem sin musik og sit show.

De er elegant strikket ind i filmens struktur, men jeg kunne godt have undværet stort set dem alle.

Godt det samme at koncertoptagelserne fylder markant mere, og både er en vild film-(og særligt biografoplevelse, og en smuk formidling af en stor kunstner og hendes publikum.

Eilish er noget særligt.

Hvis hendes fans har brug for at have telefonerne oppe koncerten igennem, så forstår jeg det faktisk godt.

Hit Me Hard and Soft: The Tour er en fantastisk koncertfilm og en biografoplevelse, der nok skal gøre de fleste til Billie Eilish-fans.