Avatar: The Way of Water anmeldelse: 1 times lidelse

Det er måske lige i overkanten, at kalde den første time af Avatar: The Way of Water for en lidelse. Men for mig var det altså tæt på.

Sådan havde jeg det egentlig også med den oprindelige Avatar tilbage i 2009. Stift skuespil, kluntet historiefortælling, stramme 3D-briller og øjne på overarbejde var introduktionen til Camerons vildt ambitiøse scifi-univers, inden den første film fandt en mere tilfredsstillende, men dog ujævn rille.

Og det er sådan set værre med anden omgang. 3D-brillerne strammer omend endnu mere efter de stort set er udfaset fra danske biografer, og de briller jeg har fået i de mellemliggende 13 (!) år siden den første film, hjælper heller ikke på det komfortable.

Og med 3D-briller selvfølgelig den lettere anstrengende oplevelse af, at øjnene tilpasser sig til dybde-snyderiet.

Men for Avatar: The Way of Water stopper problemerne ikke her.

For James Cameron har aldrig været tilfreds med en enkelt teknologisk landvinding, når han kan lave syv. Derfor bruger The Way of Water også højere billedhastighed.

Eller rettere, i et forsøg på at undgå endnu en Gemini Man eller Hobbitten varierer Cameron billedhastigheden fra scene til scene, klip til klip, så den første del af filmen føles som om den brat skifter fra klassisk biograffilm til opspeedet naturdokumentar, over computerspil og tilbage igen.

Imens er den kluntede voiceover fra første film tilbage, og Cameron har travlt med at introducere os for både nye og gamle karakterer.

Det var ikke nødvendigvis en fornøjelse.

Men så sker der et eller andet. Lad os kalde det Cameron-magien.

Og jeg er ikke helt klar over, hvornår Cameron-magien gjorde sit indtog. Måske omkring det tidspunkt da filmens fortælling flytter til det vandfyldte rige filmen tager sin titel fra.

Pludselig var jeg ikke anstrengt af 3D; jeg stirrede bare benovet ind i et vindue til en anden verden. Pludselig mærkede jeg ikke den skiftende billedhastighed; Jeg sad bare i ærefrygt ved introduktionen til planeten Pandoras undersøiske liv.

Pludselig var jeg midt i en film, der er markant bedre end sin forgænger, og som mere end rigeligt er den første times bølgegang værd.

For Avatar: The Way of Water retter ganske enkelt op på en af den første films største fejl. Denne gang får Cameron mig til at holde af karaktererne.

Det er en mindre genistreg at lade Jake Sully træde i baggrunden til fordel for næste generation, og samtidig give en af de smukkest realiserede verdenervatar på film nogensinde et ægte følelsesmæssigt anker i familierelationer.

Det fungerer langt bedre end den første films formulariske romance nogensinde gjorde.

Og så er The Way of Water ganske enkelt en ufatteligt sanselig filmoplevelse.

Cameron fejrer og påminder om naturens vigtighed og skønhed gennem det ypperste af filmteknologi, og det er i sig selv rørende.

Dyr, vand og planter i Avatar er alle både overbevisende, uvirkeligt smukke og en konstant påmindelse om at bevare vores egen lille klode.

I enkeltøjeblikke føles det ganske enkelt som ægte naturoplevelser.

Cameron har skabt et stykke blockbusterfilmkunst, der lader sine hovedpersoner være direkte modstanderer mod vestlig kapitalistisk livsstil, og det er præcis så undergravende, som det er smukt.

Det kan man mærke i hjertet, ligesom man denne gang også kan mærke filmens karakterer.

Og det er vigtigt, for nok så avanceret en filmskaber Cameron er, arbejder han altid med det enkle. Enkle følelser, enkle historier fortalt så ambitiøst at de tromler en ned.

Det lykkes endnu bedre i denne film, der leverer både de tårer og den gåsehud, som jeg aldrig fik af den første film i serien.

Det hele leder selvfølgelig op til en finale med en overflod af perfekt instrueret og vanvittigt iscenesat action, der burde få anmeldere der sammenlignede Wakanda Forever positivt med Cameron til at skamme sig.

Der er kun en James Cameron, og hvor er det vidunderligt at se ham smadre ind i biografen igen.

Det betyder ikke at filmen er perfekt. Her er stadig god plads til kluntet historiefortælling og klodset dialog.

Men som biografoplevelse er The Way of Water uforlignelig, samtidig med at den har noget på hjerte i en grad som Marvels normale biograf-fyld helt enkelt aldrig har.

The Way of Water er en af den slags film, der bør hive dig i biografen også selvom du kun sjældent tager afsted.

Find et stort lærred, lid dig igennem den første time og lad dig så transportere til en anden verden af Cameron-magien.

James Cameron forvandler biograflærredet til et vindue til en anden verden. The Way of Water er en storslået biografoplevelse, der overgår sin forgænger.