Bob Trevino Likes It anmeldelse: En ægte Indie
Bob Trevino Likes It er indbegrebet af amerikansk indie-film.
Skrev han som om amerikansk indie-film ikke er alt fra Easy Rider til Teenage Mutant Ninja Turtles.
Men følg nu lige min oversimplificering.
Bob Trevino Likes It er en finurlig lille film med hjertevarm småsnedig humor, mindeværdige karakterer og et indie-poppet soundtrack, der har skabt glæde på Sundance-festivalen.
Jeg ved ikke om der er xylofon-musik med i traileren, men det burde der være.
Du har med andre ord set film som Bob Trevino Likes It før. De kommer fra 500 Days of Little Miss Juno-skuffen, og får anmeldere til ytre ting om dem som ‘lille’ (jeg har allerede gjort det) og ‘personlig’ (bare vent).
Det er en type film, som er let at gøre nar af, men som selvfølgelig også er mindeværdig, netop fordi mange af dem rammer plet.
Rammer plet gør Bob Trevino Likes It måske ikke helt.
Til det er den for filmisk uambitiøs med sit TV-agtige udtryk og næsten komplette mangel på stilistiske virkemidler; den har en meteorregn scene som hører til blandt de mest kunstige oplevelser fra film i år.
Men den er godt nok tæt på.
Bob Trevino Likes It har nemlig ikke en kynisk knogle i kroppen, når den fortæller noget så sjældent i disse tider, som en hjertevarmende historie centreret — i hvert fald til at begynde med — omkring sociale medier.
En ung ensom kvinde får nemlig — ad omveje som den charmerende film selv skal forklare — kontakt til en 50+ bygningskonstruktør med samme navn som hendes i bedste fald fraværende far.
Og hvis du tror de to får et usandsynligt og livsbekræftende venskab, der kommer til at lære dem begge noget om livet, så har du helt ret.
Det lyder måske bekendt, men der er noget dybfølt både i instruktør og manuskriptforfatter Tracie Laymons ofte vittige manuskript og særligt i de centrale præstationer fra John Leguizamo og Barbie Ferreira, som løfter Bob Trevino Likes It højere, end man måske skulle tro.
Her har vi at gøre med noget så sjældent som en film, der har en bevægende slow-motion scene med hundehvalpe, helt uden at jeg fik trang til at kaste op.
Barbie Ferreira vækker sin karakter til live som et fuldt og helt menneske, med en skuespilpræstation der gør det klart, at hun fortjener at være i den helt store liga.
Imens leverer veteranen John Leguizamo også varen, når han med stor succes spiller mod type som en venlig, men også noget tilbageholdende mand.
Og kemien mellem de to er uforlignelig, allerede mens de kun kommunikerer gennem sociale medier.
Man har helt enkelt lyst til at hænge ud med de to filmen igennem.
Lidt mindre interessant og lidt mere forudsigelige er de dramatiske krøller filmen slår i sin sidste del, og som føles mere formulariske end ægte.
Men Bob Trevino Likes It vender stærkt tilbage med en finale, der kalder på Kleenex i biografmørket og efterlader sit publikum med en bittersød opløftelse af den slags, som lige præcis denne type amerikanske indie-film er eksperter i.
Det sætter bare prikken over i’et, at slutteksterne afslører, hvor personlig en film, det egentlig er.
Bob Trevino Likes It er garant for en generøs dosis lykkehormoner med en bittersød eftersmag.
