One Battle After Another anmeldelse: Viva la revolution!
Så for søren. Så skete det.
Jeg er aldrig rigtigt blevet ramt af instruktør Paul Thomas Andersons film på samme massive måde som andre. Men nu skete det.
One Battle After Another er en af den slags overvældende gode, konstant underholdende, vildt selvmodsigende og på samme tid uoverskueligt helstøbte film, som de fleste filmskabere ville være tilfredse med at lave en enkelt gang i deres liv.
En fortælling om revolution, der trækker på virkelig historie, filmhistoriens bedste krigs- og revolutionsberetninger og en svimlende blanding af genrer og følelser i en blanding, som jeg aldrig har fået den før.
One Battle After Another har speederen fuldstændigt i bund fra sine første øjeblikke, hvor en aktivist/terror-gruppe udfører et dramatisk angreb på et amerikansk immigrationsfængsel.
Indenfor en halv time har Anderson iscenesat en storslået form for kupsekvens ala Nolan og krydret den med helt usandsynligt mindeværdige karakterer og en grotesk sort humor, der på en gang kommer ud af det blå og samtidig passer perfekt ind i helheden.
One Battle After Another har en nærmest Scorsese-agtig selvtillid, når den dyrker sine selvmodsigende afstikkere, indtil man som publikum er overbevist.
Dr. Strangelove-lignende satire (eller er det egentlig bare virkelighed?) med et ‘racerensende’ hemmeligt selskab kaldet ‘Juleeventyrerne’ (Hail Saint Nick!) blandes med smukt eksekverede biljagter, gribende familiedrama, nervepirrende spændingssekvenser blandes i en slags blockbuster-kompot, der er så meget mere lettilgængelig og konstant underholdende, end den lyder.
Midt i det hele står Leonardo DiCaprio, der trækker på sin geniale præstation som Rick Dalton, som den på en gang drevne og fumlende revolutionær, der sender på en hæsblæsende jagt efter sin datter, mens verden bryder sammen omkring ham.
Det er en uforglemmelig karakter, der både er Lebowski-agtig slacker, men også drevet som de bedste actionhelte og med en dramatisk tyngde, der kalder på tårer i filmens slutning.
Omkring ham brillerer Sean Penn som uforglemmelig skurk (Med Rick Flair-gangart), Benicio Del Toro som heroisk karate-sensei, Teyanna Taylor som dominerende og dybt fejlbarlig revolutionær og Chase Infiniti som DiCaprios datter og håbet for fremtiden.
Og det er One Battle After Another faktisk fyldt med. Altså; håb for fremtiden.
For selvom den ofte føles drevet af både angst og paranoia i sit portræt af en polariseret og hadefuld verden — både i fortid og nutid — så har den en energi, og ikke mindst en opløftende slutning, der peger på, at næste generation måske kan klare løjerne bedre, end vi andre har gjort det.
Og så har jeg slet ikke nævnt Johnny Greenwoods helt ustyrlige musik, en række perfekte needle-drops og det helt overlegne filmsprog, der lader gigantisk orkestrerede sekvenser agere baggrund i forsvindende scener.
One Battle After Another er så overvældende, at den skal ses igen og igen.
Den er dyb som en brønd i sit tematiske materiale, men leverer også grundlæggende spændingssekvenser og drama, der bør give den et kolossalt publikum.
Jeg er aldrig rigtigt blevet slået bagover af Paul Thomas Anderson.
Men nu har han lavet en af mine favoritfilm.
One Battle After Another er en uforglemmelig biografoplevelse, der ikke løfter foden fra speederen i et millisekund.
