Predator: Badlands anmeldelse: Killer of Killers

Predator: Badlands lyder…skidt.

En Predator-film hvor det ikoniske filmmonster ikke bare menneskeliggøres, men har den altdominerende hovedrolle.

En film, der lægger ud på Predator-planeten og opfinder et sprog til dem.

Det lyder som den slags fejltænkte take på en franchise, der udtænkes af en flok filmbosser af den allermindst kreative slags.

Det er den slags præmis, der ruster mig til en film med AI-genererede afdøde skuespillere og vammelt fanlefleri af værste skuffe.

En film som Ghostbusters: Afterlife eller Alien: Romulus.

Men vent lige et øjeblik. For instruktør Dan Trachtenberg står nemlig bag Predator: Badlands. Både som instruktør og medskaber på historien.

Og Trachtenberg er ikke en Hr. Hvem-Som-Helst.

Personligt har jeg været fan af ham, siden han var vært på internet nørdeprogrammet Totally Rad Show, men fra han brød igennem til Hollywood med to lavbudgetterede kortfilm (den ene baseret på computerspillet Portal) har Trachtenberg vist sig som en af de mest interessante stemmer i nyere amerikansk filmhistorie.

Han flettede 10 Cloverfield Lane sammen til en intens psykologisk thriller, leverede et par af de bedste afsnit til både Black Mirror og The Boys og så bankede han støvet af Predator-franchisen, med den smågeniale Prey.

Og der var rigeligt med støv.

Efter min mening har Predator aldrig rigtigt fungeret som filmserie siden den oprindelige mesterlige film, der skjulte en slasherfilm i en actionfilms klæder med et hyperkompetent monster med en smukt antydet baggrundshistorie i centrum.

Prey tog samme opskrift, men forvandlede den til en coming-of-age historie om indfødte indianere, mens den leverede den actiongyser-rutsjebane, som fans af originalen kunne håbe på.

Og nu gør Trachtenberg det sgu igen. Eller faktisk gør han det endnu bedre.

For Predator: Badlands er klart den bedste film i serien siden originalen, der på filmmagisk vis gør den oprindelige film ære, mens den går i helt andre retninger.

Trachtenberg trækker på årevis af både film og tegneserier, når han dykker ned i ‘Yautja’’ernes (jo, det har de heddet siden en tegneserie i 1994) univers fra deres eget perspektiv.

I rasende fart og med storslåede billede introducerer Predator: Badlands os for en ung Predator, der af sin egen race anses som svag, og indenfor et kvarter har Trachtenberg sat alt på spil for vores benhårde hovedperson og strandet ham på en af filmhistoriens mest ugæstfrie planeter.

Trachtenberg trækker bemærkelsesværdigt meget på computerspil, når han opsætter en fortælling med en klar opgave – komplet med varierede miljøer og mere end en bosskamp.

Og med det solide filmsprog og en mere end almindeligt god sans for action forvandler Predator: Badlands sig til en fremragende action/eventyrfilm, der sådan set godt kunne have heddet noget andet end Predator, men som kun bliver bedre af elementerne fra det univers.

Brugen af alle slags effter er usædvanligt gennemtænkt, musikken er ligeså dundrende som den er mindeværdig, og resultatet er en filmisk rutsjebanetur af så høj en kvalitet, at jeg bare glæder mig til at tage endnu en tur.

Fra en af årets bedste titel-tekster rammer lærredet til den rammer lærredet igen, byder Predator: Badlands på en overflod af opfindsomme actionsekvenser, fantastisk udførte væsner og en både minimalistisk og snedig historie, der også gør Predator: Badlands til en slags buddy-film.

Enkelte af filmens replikleveringer og forsøg på humor halter en smule, men det er uanselige skønhedspletter på en film, der giver håb for at Hollywood kan lege med gamle kendinge uden at skabe sjælløse nostalgi-mareridt.

Bare sæt Dan Trachtenberg til at lave dem.

En overvældende veludført action/eventyrfilm, der er den bedste film i serien siden Arnold for første gang mødte sin overmand i Predator.