Ghostbusters: Afterlife anmeldelse: Den nye Ghostbusters er et blegt genfærd af den oprindelige

Ghostbusters: Afterlife anmeldelse: Intet liv efter døden

Den nye Ghostbusters er lavet til mig.

Jeg er født et år efter den først Ghostbusters fik premiere, og filmen har været en del af mit liv stort set så længe, jeg kan huske.

Det placerer mig også solidt midt i den (de?) generationer, der så Ghostbusters og aldrig rigtigt forstod, at den var en gakket komedie med en række af datiden hotteste komikere fra amerikanske Saturday Night Live og canadiske Second City TV.

For mig var den en ofte gysende eventyrfilm med en flok super seje helte og deres super seje spøgelsesbekæmpende udstyr.

Først da jeg blev voksen, forstod jeg, at den egentlig er en special-effect drevet komedie med sit helt eget brand af uhøjtidelig galskab.

Nu har Jason Reitman – søn af den oprindelige films instruktør Ivan Reitman – så lavet en film, til alle os, der ikke forstod at Dan Aykroyd får et blowjob af et spøgelse, da vi så Ghostbusters første gang.

Det er en film, der i stemning har mere tilfælles med 80’er-film som Goonies og E.T. end den har med Ghostbusters.

Og det bedste jeg kan sige om den, er at den enkelte ting der virker. Enkeltbilleder.

En ramponeret Ecto-1, der står glemt i en lade. En ung pige med en proton-pack på ryggen.

Og Mckenna Grace er god i hovedrollen som Phoebe. Hun skal nok få mulighed for at være med i langt bedre film.

Men Ghostbusters: Afterlife gjorde mig bare trist.

I sin første del er den til at holde ud, mens den stadig forsøger at være en slags Stranger Things-version af Ghostbusters, når en ny generation af børn opdager deres forbindelse til de oprindelige spøgelsesjægere.

Vel er især børnedialogen helt håbløs; “Jeg hedder podcast, fordi jeg har et podcast.”, men det går an som et nostalgi-riff på den oprindelige film.

Men du har set alt det gode, hvis du har set en trailer til filmen.

For støt og roligt kortslutter det hele.

Forestil dig, at den kyniske udnyttelse af nostalgi i de nye Star Wars-film er på størrelse med en Twinkie, og forestil dig så en Twinkie, der er 10 meter lang og vejer 300 kg.

Det er Ghostbusters: Afterlife.

Filmen bruger den første time på at tage sin forgængers hud på, og den sidste time på at danse rundt i den og kalde det nostalgi.

Men den mangler indmaden.

Forsøg på komik (Ghostbusters er en komedie!) fejler fuldstændig, imens Jason Reitman kaster sig ud i en slags skoleteater-genskabelse af den første film.

Men bare rolig, hvis du tager i biografen for at pege på ting du genkender, så er Ghostbusters: Afterlife din film.

Kameraet skal nok dvæle lidt for længe, når en Twinkie falder ud af et handskerum. Den skal nok referere til Stay Puft Marshmallow-manden nok gange, til at du når kvalmepunktet. Jo da, nogen kommer til at sige ‘Who you gonna call’.

Alt skal med i en grad, så filmen ender som en slags nostalgi-Frankenstein helt uden sin egen selvstændige personlighed.

Ghostbusters: Afterlife er det mest vamle og åbenlyse forsøg på at sælge barndomsnostalgi på dåse i årevis. Og der er ellers skarp konkurrence.

Klipningen er jappet og manuskriptet er grundlæggende usammenhængende, og alligevel bruger Ghostbusters: Afterlife længere tid end den oprindelige film på at fortælle sin ikke-eksisterende historie.

Og alt fra den oprindelige film, der var overraskende og uhøjtideligt, er nu selvhøjtideligt og forudsigeligt.

Ghostbusters: Afterlife opbygger aldrig sin egen identitet.

Og Ghostbusters var netop god, fordi den havde sin helt egen smågale genreblanding.

Måske titlen Afterlife er meget passende. Men hvis det her er det sjælløse efterliv, så lad os være enige om, at vi nogen gange bare skal lade ting dø.

Ghostbusters: Afterlife et trist og blegt genfærd af sit forlæg, der skamrider nostalgi i deprimerende grad.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer