The Power of the Dog anmeldelse: Benedict Cumberbatch brillerer som usympatisk cowboy

The Power of the Dog anmeldelse: Pinde og huller

En psykoanalytiker kunne have en fest med instruktør Jane Campions The Power of the Dog.

I en tidlig scene stikker Benedict Cumberbatch’s dybt usympatiske cowboy Phil sin finger dybt ned i en papirblomst. Imens småfilosoferer han om, at han da gerne ville møde den lille søde frue, der har lavet den.

Men væmmelsen – eller det mon noget andet? – er til at mærke, da Phil får at vide at en ung mand, har lavet blomsten. Han får trukket fingeren ud i en vis fart.

Og den slags er The Power of the Dog spækket med.

Ari Wegners fotografering er fyldt med nøjagtige kompositioner og har et næsten minimalistisk udtryk.

Men jeg skal love for, at hun er interesseret i sigende detaljer. Fingre finder vej ind i en pelset revne i koskind, et udstrakt reb kærtegnes lidt for længe, en pæl stødes i et hul i jorden igen og igen.

De undertrykte lyster lurer lige under overfladen i en grad, så det næsten bliver sjovt.

Særligt hos Cumberbatch’s Phil, der har begravet sine lyster dybt under flere lag skidt, et par pelsede cowboybukser og sin hatteskygge.

Faktisk er hele Phils cowboy-persona en slags forklædning, for The of Power of the Dog foregår i 1925 lang tid efter det gamle vest var forvandlet til civilisation.

Phils bror George – som han driver deres familie-ranch med – har jakkesæt på, når han sidder på sin hest.

Men Phil er en svedstinkende macho-cowboy, med en sydende arrighed, som han bruger til at angribe alle omkring sig.

Helt galt går det, da George – fremragende følsom spillet af Jesse Plemons – gifter sig med enken Rose, og lader hende og hendes søn flytte ind på ranchen.

Inden længe fører Phil psykologisk krigsførsel mod Kirstens Dunsts i forvejen plagede Rose, og The Power of the Dog forvandles til en slags Hitchcocksk kammerspil, hvor personerne langsomt driver hinanden til vanvid.

Jonny Greenwoods musik holder filmen utrygt ude af balance, og Jane Campion lader alt det usagte hænge mellem personerne som en tyk tåge.

Det er fantastisk stemningsfuldt og dybt foruroligende.

Imens leverer Cumberbatch en af sine bedste præstationer som den komplekse og næsten helt uudholdelige Phil, der ikke mener, at nogen andre skal have det godt, når han ikke selv har det.

Imens udforsker Campion forkvaklede idealer om maskulinitet gennem det hårde landskab og myten om den barske cowboy.

Og så selvfølgelig masser af fingre, der finder vej ind i masser af huller.

Benedict Cumberbatch leverer en af sine mest komplekse præstationer i dette vildt stemningsfulde karakterstudie.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer