Project Hail Mary anmeldelse: Project Blockbuster
Project Hail Mary er stopfyldt med frydefulde referencer til filmhistoriens største science-fiction film.
Rumrejsen år 2001, Interstellar, Gravity, Nærkontakt af tredje grad og E.T. er kun en brøkdel af de direkte referencer instruktørerne Phil Lord og Chris Miller strør om sig med i deres egen stort opsatte science-fiction-rabalder.
Eller deres egen og deres egen.
Project Hail Mary er baseret på romanen af Andy Weir og manuskriptet er af Drew Goddard. Lord & Miller har med andre ord ikke fingrene helt så dybt ned i den fortællemæssige bolledej, som de har haft det i deres mest personlige — og bedste — tidligere film i karrieren.
Måske er det også derfor Project Hail Mary aldrig helt bryder fri af sine mange referencer og bliver det blockbuster-storværk, som den tydeligvis gerne vil være.
Særligt Steven Spielbergs skygge hviler over filmen, der åbenlyst gerne vil parre IMAX-spektakel og rum-benovelse med ægte hjertevarme og elskelige karakterer.
Helt på højde med Spielberg bliver filmen dog aldrig; særligt på grund af en sidste tredjedel, der både introducerer og løser problemer lige belejligt nok.
Men at sætte barren for en film ved sværhedsgrad: Spielberg er nok også temmelig uretfærdigt. Og faktisk kommer Project Hail Mary umanerligt tæt på.
Den næsten tre timer lange film holder sit underholdningsniveau tårnhøjt minut for minut.
Lord og Miller formår at balancere en gravalvorlig og fascinerende historie om et kosmisk fænomen, der kan betyde jordens undergang, med deres sædvanligt gakkede humor smukt leveret fra en mere end veloplagt Ryan Gosling.
Imens byder filmen også på et stjernehold bag kameraet, hvor mesterfotograf Greg Fraser giver filmen et næsten poetisk lo-fi udtryk, der holder den til tider ret komplekse rum-fortælling nede på jorden.
Daniel Pemberton leverer den fremragende musik, der fungerer som filmens puls og alt fra kulisser til et overvældende opbud af ‘usynlige’ effekter skaber en mere end almindeligt overbevisende verden, hvor rumskibe føles rodede og menneskelige i stedet for intimiderende og kliniske.
Filmen byder også på en række smukt iscenesatte spændingssekvenser, der godt kan konkurrere med docking-sekvensen i Interstellar, men som Lord og Miller aldrig lader overtage fokus fra det centrale.
Og det centrale er karaktererne, som filmen har skarpt øje for. Project Hail Mary udfolder sig nemlig som en slags forlænget buddy-komedie, når Goslings geniale videnskabsmand må slå pjalterne sammen med en uventet makker.
Den relation er filmens bedste kort og er både ægte rørende og oprigtigt sjov.
Resultatet er en potentiel blockbuster, som både rummer kompetente karakterer, der løser interessante problemer, sci-fi spektakel og til tider er hylende sjov.
Det endda uden en eneste superhelt i sigte.
I den sammenhæng fortjener Project Hail Mary et kæmpe publikum, også selvom den måske ikke helt løsriver sig fra sine åbenlyse forbilleder.
Project Hail Mary kombinerer elskelige karakterer og IMAX spektakel til en uimodståelig biografoplevelse.
