Spider-Man: Into the Spider-Verse anmeldelse: Den umulige Spider-Man
Af mange grunde burde Spider-Man: Into the Spider-Verse ikke kunne lade sig gøre.
Hvordan kan en animeret film, der handler om noget så nørdet som uendelige varianter af Spider-Man fra forskellige parallelle universer og som trækker på næsten 60 års superheltehistorie overhovedet finde vej til biografen?
Det er et mindre mirakel i sig selv, men svaret er selvfølgelig, at superhelte aldrig har været så populære som nu.
Så er det straks mere mystificerende, at filmen er så forbandet god.
Ja, faktisk nok den bedste Spider-Man film nogensinde.
For den burde virkelig være noget rod.
Phil Lord og Chris Miller, der både har skrevet manuskript og produceret, og filmens tre (!) instruktører, flere af dem debuterende, kaster sig hovedkulds – lidt ligesom Spider-Man selv – ud i et umiddelbart umulig projekt.
De vil både fortælle en oprindelseshistorie for en ny Spider-Man, genfortælle Peter Parkers historie i mindst to varianter og introducere en håndfuld mere obskure Spider-helte for et bredt publikum.
Og når jeg siger obskure, så mener jeg obskure. De fleste biografgængere kender næppe Peter Porker, også kendt som Spider-Ham, eller Peni Parker, den kvindelige, robotstyrende edderkoppehelt.
Ja, faktisk er der nok en del, der ikke kender hovedpersonen Miles Morales, selvom teenageren siden sin introduktion i tegneserierne i 2011 hurtigt blev den næstmest populære udgave af helten.
Spider-Man: Into the Spider-Verse sætter klogeligt fokus på Morales vej til den ikoniske dragt, men den gør det ved hjælp af et væld af referencer og easter-eggs.
Men uden at det hele bliver utilgængeligt eller klodset.
Det er altså en fortællemæssig bedrift, der vil noget.
På nul komma fem har Spider-Man: Into the Spider Verse etableret Miles og hans familie med en mængde hjertevarme, som de fleste film kæmper hele deres spilletid for at opnå.
Og så fyres der ellers bare af for et kreativt overflødighedshorn af overraskelser, som jeg ikke har lyst til at afsløre for meget af.
Det hele krydres med Lord og Millers typiske maskingeværs-gak humor, men tilsat en visuel præcision, der vækker minder om Edgar Wright, når han er bedst.
For jeg har jo ikke engang snakket om, hvordan Spider-Man: Into the Spider-Verse ser ud endnu!
For første gang er det lykkedes at skabe en film, der føles som at læse en tegneserie. Fra brugen af lydord og talebobler, til dynamisk splitscreen og en helt unik farvepalet er Spider-Man: Into the Spider-Verse en visuel fornøjelse.
Filmen viger væk fra realismen, til fordel for et stiliseret univers, der stadig ikke taber fokus på karakteranimation, og som også finder plads til masser af hårdtslående actionsekvenser.
Det er en af den slags billedsider, der skal opleves.
Kombineret med en vildt dynamisk lydside og et skarpt soundtrack er det en af den slags filmoplevelser, der fortjener at trække et kæmpe publikum ind til en animeret film.
Men al stilen ville ikke være nær så slagkraftig, hvis ikke Spider-Man: Into the Spider-Verse havde hjertet på rette sted.
Men det har den heldigvis.
De mange jokes forhindrer ikke fornemmelsen af, at noget står på spil, mens Miles Morales’ helterejse også for alvor leverer varen, og fanger essensen af den net-svingende superhelt.
Med alle de kvaliteter tilgiver jeg gerne, at den store finale måske afvikles en kende hurtigt.
For fanden, det her er en film, der gør det sært rørende, at der findes en gris i superhelte-kostume i et parallelt univers.
Og så har jeg ikke nævnt hverken den tåretrækkende hyldest til afdøde Stan Lee, en creditsekvens der ville gøre Gaspar Noé stolt og et væld af andre overraskelser.
Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det kan det.
Stilfuld, moderne, humoristisk og rørende. Spider-Man: Into the Spider-Verse er den bedste Spider-Man-film nogensinde.
