Cold War anmeldelse: Fanget af billedrammen

De to hovedkarakterer, Wiktor og Zula, i Pawel Pawlikowskis stilfulde kærlighedshistorie Cold War er på alle måder fanget.

De er fanget af hinanden og kærligheden, der igen og igen bringer dem sammen, på trods af at deres personligheder og ambitioner peger i vidt forskellige retninger.

De er fanget af musikken, der bringer dem sammen, da Wictor søger sangere til en gruppe, der skal optræde med autentisk polsk folkemusik i det grå østeuropa i perioden efter 2. Verdenskrig.

Her møder Wiktor den gådefulde Zula, der måske ikke har den reneste stemme, men som til gengæld har noget andet.

Inden længe har de to indledt et stormombrust forhold, der ikke bliver mindre problematisk da Wiktor ser en flugtvej væk fra øst – hvor de to også er fanget – som Zula ikke er nær så begejstret for.

Fanget af hinanden, kærligheden, musikken, østeuropa, men måske allervigtigst: Fanget af instruktør Pawel Pawlikowski smalle billedramme.

I sin nyeste film fortsætter polske Pawel Pawlikowski nemlig stilen fra kritikerdarlingen Ida, der brugte det gammeldags (næsten) kvadratiske billedformat og kompositioner i slående sort/hvid til flot effekt.

Det fungerer mindst lige så godt i Cold War, der er en visuelt blændende smuk oplevelse.

Cold War anmeldelse
Foto: Scanbox

Pawlikowski og fotograf Lukasz Zal får Cold War til skiftevis at ligne et glemt filmhistorisk mesterværk fra østeuropa og en glamourøs musical fra Hollywood guldalder.

Det er biografbilletten værd i sig selv.

Men oven i leverer Cold War også en række musik-sekvenser, med alt fra polsk folkemusik, til jazz og rock and roll, der får gulvet til at hoppe og de uudtalte følelser ud af Wiktor og Zula.

Desværre er følelserne måske lige lovligt uudtalte i resten af filmen.

Cold War anmeldelse
Foto: Scanbox

Joanna Kulig er formidabel og fascinerende som den iltre Zula, men Tomasz Kots mere stoiske Wiktor grænser til det udtryksløse.

Det har sin pointe: De to er som ild og vand. Men det forhindrede desværre også mig i at blive sådan rigtigt investeret i deres over 10 år lange forhold.

Det er synd, for det er tydeligt at Pawlikowski er fascineret af sine to hovedpersoner, der igen og igen tiltrækkes af hinanden på trods af måske uoverkommelige forskelle.

Deres dødsdømte romance bliver bare aldrig helt så bevægende, som Cold War er stilfuld.

Først mod slutningen, da dramatikken for alvor sættes på spidsen, fjernes distancen til deres kærlighedsforhold, da Pawlikowski slutter af med en både poetisk og tragisk finale.

Men indtil da er der heldigvis masser af sanseligt filmsprog at sætte pris på.

Cold War er en visuelt blændende romance. Pawlikowski kompenserer for det lidt manglende følelsesmæssige engagement med en overflod af stil.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer