The Rider anmeldelse: Rodeo til døden

Hold da op, den skuespiller er da ualmindeligt god til at tæmme heste.

Sådan tænkte jeg midtvejs gennem The Rider, da hovedrolleindehaveren Brady Jandreau tæmmer en hest i en fuldstændig vildt betagende sekvens.

Men det var først da slutteksterne krøb over lærredet, og jeg så lighederne mellem skuespillernes og karakterernes navne, at jeg for alvor indså en af grundene til at The Rider føles så vanvittigt troværdig.

De fleste af rollerne i The Rider spilles nemlig af førstegangs-skuespillere i roller, der ligger helt tæt på deres virkelige jeg.

Den teknik lykkes ikke altid; bare fordi personer er interessante i virkeligheden, betyder det ikke, at de kan spille skuespil.

Men instruktør Chloé Zhao må have magi i fingerspidserne, for The Rider er lige dele autentisk og dramatisk gribende.

Måske er det også derfor, Disney allerede har snappet Zhao op til at instruere en film i Marvel-universet. Men uanset hvordan det går, så står Zhao med The Rider – der kun er hendes anden spillefilm – allerede som en formfuldendt instruktør.

The Rider er nemlig et ualmindeligt stilrent værk, der inviterer med indenfor i et for de fleste ukendt miljø.

The Rider anmeldelse
Foto: NonStop Entertainment

Brady Jandreau spiller rodeorytteren Brady Blackburn.

Efter et ubehageligt styrt under et rodeo har Brady nu en metalplade i hovedet, og fremtidsudsigterne for yderligere rodeoer er lig nul.

I hvert fald hvis Brady vil ud af det med livet i behold.

Men det er ikke nemt at holde sig fra hesteryggen, når det bringer pengene hjem til den lille familie, der inkluderer Bradys kærlige far, der putter lige lovligt mange penge i spilleautomaterne, og Bradys udviklingshæmmede søster.

Brady føler også et ansvar for at løfte arven fra en storebror, der var et stort rodeohåb, men efter en ulykke er efterladt lammet og uden evnen til at tale.

The Rider anmeldelse
Foto: NonStop Entertainment

At stable dåser i det lokale supermarked giver ligesom heller ikke helt den samme tilfredsstillelse som at mestre de vilde heste, og det hjælper heller ikke, at kunderne kommer for at få autografer af den unge rodeo-stjerne.

Alligevel virker det næsten som ren selvdestruktivitet, når Brady igen søger mod hestene, og det var med bange anelser på Bradys vegne, at jeg fulgte The Rider frem til sin afslutning.

Men selvom The Rider på overfladen har mange ligheder med andre historier om besatte mænd, der søger mod afgrunden, som for eksempel Darren Aronofskys The Wrestler, så overrasker Chloé Zhao i sin udlægning af historien.

The Rider anmeldelse
Foto: NonStop Entertainment

The Rider har nemlig en uendelige mængde bevægende ømhed for sin hovedkarakter, der er en forsigtig let mumlende og følsom ung mand.

Kærligheden mellem Brady og hans familie oser ud af lærredet i nænsomme scener, der hverken udstiller Bradys handicappede familiemedlemmer – som er den virkelige Bradys egne – eller fremstår unødigt manipulerende.

I stedet er The Rider blidt bevægende hele vejen igennem, i sit tavse og tilbageholdende portræt af en ung mand, der har svært ved at spore sig ind på en ny vej i livet, selvom han er tvunget.

The Rider anmeldelse
Foto: NonStop Entertainment

Jandreau er et fund i den altdominerende hovedrolle, og Zhao har åbenlyst styr på personinstruktionen, men en af filmens helt store stjerner er fotograf Joshua James Richards.

Richards har simpelthen en uforlignelig evne til at vise benhård natur på en gang realistisk og poetisk. Som i God’s Own Country lander Richards billeder et sted mellem det dokumentariske og det lyriske.

Billederne løfter ikke alene The Rider endnu højere, det er også med til at formidle hovedpersonen higen mod naturen, så jeg kunne mærke det helt ind i knoglerne.

Og så kan ham Brady altså virkelig tæmme en hest.

The Rider er et stilfærdigt og dybt bevægende karakterstudie af en ung rodeorytter ved en skillevej i livet.Instruktør Chloé Zhao brillerer med en film, der både er billedskøn og vanvittigt autentisk.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer