Den næstsidste anmeldelse: Dansk film er et gakket mareridt

Den næstsidste anmeldelse: Første dag på jobbet

Vi kender det vel allesammen.

Det er første dag på jobbet som vandaflæser. Du er nervøs og vil bare gerne gøre dit bedste. Du springer på dit æsel og rider ud over græsmarken til en tilsyneladende uendelig mareridts-betonklods af et lejlighedskompleks for at komme ind og aflæse beboernes vandmålere.

Men inden længe er du forfulgt af to tavse tvillinger, nogen har slået dig med et strygejern, og det er helt umuligt at komme ud af bygningen igen. Døren kan ikke åbne.

Og derfra bliver det hele kun værre.

Men ok. Lad os være ærlige. Det er nok de færreste af os, der har været i Joen Højerslevs vandaflæsers sko.

Jeg er i hvert fald sjældent blevet gift mod min vilje i jagten på en vicevært. Og jeg har heller aldrig haft en en samtale med en kvinde i noget, der kun kan beskrives som en blanding mellem en brusekabine og et torturinstrument.

En kvinde med et i øvrigt noget anstrengende forhold til ordet ananas.

Lyder det mærkeligt? Det er det også.

For instruktør Jonas Kærup Hjorts debutspillefilm er et stilfuldt dyk ned i en surrealistisk verden.

Helt bogstaveligt støvede og blege personer bevæger sig rundt i tilsyneladende endeløse betongange, mens bizart bureaukrati sætter en stopper for al fremgang i det sære univers.

Ikke mindst for vandaflæserens forsøg på flugt.

Det hele føles lidt, som hvis Roy Anderssons tørre humor og præcise tableauer havde fået et barn med den Kafkaske galskab i Terry Gilliams Brazil.

Med andre ord er Den næstsidste en imponerende instruktørdebut.

På mange måder vækker den faktisk minder om en anden imponerende dansk spillefilmsdebut: Vinterbrødre.

Ikke siden Hlynur Pálmasons fantastiske film har dansk film hostet op med et helt så stilfuldt og gennemført filmisk univers.

Det er ikke svært at mærke, at Jonas Kærup Hjort har en vision, men endnu vigtigere også evnerne til at realisere den.

Den suveræne scenografi er lige så drømmende sær, som den er brutalistisk overbevisende.

Og Lars Halvorsen leverer et kriblende, kravlende og rungende lyddesign, der som i Vinterbrødre, skaber et univers på den anden side af billedernes grænse.

Og så hører Den næstsidste også blandt de sjoveste danske film længe. Ikke en scene passerer uden sær sort humor stikker hovedet frem, også selvom det ikke nødvendigvis er alle de bizarre påfund, der lander lige rent.

Både humoren og den mareridtsagtige stemning hjælpes til gengæld på vej af skuespillet, særligt Joen Højerslevs dedikerede og fysiske præstation som den plagede vandaflæser.

Alligevel når Den næstsidste ikke helt samme højder som f.eks. Vinterbrødre.

Den forelsker sig lidt for meget i sine egne påfund. Mens spilletiden kravler op mod de to timer, begynder opfindsomheden at løbe tør.

Ofte føles Den næstsidste helt bogstaveligt som en enkelt Roy Andersson vignet kunstigt strukket ud til spillefilmslængde.

Måske Hjort skulle have haft en hjælpende hånd med til at redigere sit eget materiale i klipperummet. Så have Den næstsidste muligvis haft større slagkraft.

Alligevel er det en stor fornøjelse at dykke ned i filmens stilfulde univers, og som debutfilm er Den næstsidste et løfte om store filmoplevelser i fremtiden.

Den næstsidste er en stilfuld dosis galskab og en mere end lovende dansk spillefilmsdebut.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer