House of Gucci anmeldelse: Ridley Scotts stjernebesatte intriger er underholdende rod

House of Gucci anmeldelse: It’s-a me Gucci!

Film kan beskrives som en serie sammenhængende kreative valg, og jeg holder meget af film, der tager et valg og holder sig til det.

Set fra den vinkel skal Ridley Scotts anden film i år efter The Last Duel have ros.

For House of Gucci tager virkelig nogle valg i sin genskabelse af de dramatiske intriger i den italienske Gucci-familie i 80’erne og 90’erne.

Nogle valg der ikke er til at overse.

At det ofte er valg, der slet ikke fungerer, det er en helt anden sag. Men valg er det da.

Kom for eksempel ikke og fortæl mig, at det ikke er et markant valg, at lade de hovedsageligt amerikanske skuespillere tale med forskellige variationer over den samme ultra-karikerede Mario-accent.

Selvfølgelig skal Lady Gaga og Adam Driver da kæmpe sig igennem italienske accenter så fjollede, at de ville passe fint ind i en tåkrummende Dolmio-reklame.

Underminerer det dramaet, når den magtliderlige Gucci-familie flår deres nærmeste i tusindvis af pengesedler, at de lyder som den oprindelige udgave af kokkene fra Lady og Vagabonden?

Selvfølgelig gør det det, men det er fandeme også svært underholdende. Og så placerer det selvfølgelig House of Gucci som en perfekt midnatsfilm i en italiensk biograf. De kommer til at grine til de besvimer.

Det er da også et markant kreativt valg, at instruktør Ridley Scott både vil lave en satirisk parodi og et rørende drama.

Selvfølgelig giver det lidt piskesmæld i nakken, når publikum skal græde over en familie, der flår sig selv i stykker indefra lige efter de har været vidne til en sexscene, der virker som en slettet scene fra Showgirls og et bryllup med George Michaels Faith som baggrundsmusik.

Men det holder da opmærksomheden.

Scott fangede den balance bedre i sin egen All the Money in the World.

Men Scott er ikke den eneste med de kreative valg i House of Gucci.

Tag nu bare Jared Leto. Han tager virkelig nogle valg.

Først har Leto valgt at skjule sig i et tykt lag makeup og forvandle sig selv til en halvskaldet midaldrende mand.

Leto er helt uigenkendelige bag det fedtede hår og de brede kinder. Desværre er han også helt uigenkendelig for alle, der nogensinde har kaldt ham en god skuespiller.

For med fistel-stemme og frostpizza accent, leverer han en af den slags bizarre præstationer, der skyder så langt forbi målet, at det er et tilløbsstykke i sig selv.

Heldigvis har House of Gucci også valgt at have Lady Gaga og Adam Driver i de bærende hovedroller. Det valg fungerer.

Gaga er noget nær perfekt som den superambitiøse Patrizia Reggiani. Næsten egenhændigt holdt hun min opmærksomhed gennem filmens noget absurde spilletid på næsten tre timer.

Og Adam Driver får med smågenialt fysisk skuespil skabt en stærk karakter ud af den modvillige Gucci-arving Maurizio Gucci.

Driver og Gaga skaber en menneskelighed i filmens centrum, som er svær at finde i manuskriptet.

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de andre valg.

Hvorfor er den skandaløse og kulørte Gucci-fortælling pumpet op med retro popkultur f.eks. fortalt i Scotts typisk farvedrænede billeder og med kedeligt kameraarbejde?

Hvorfor virker en film om Gucci sært uinteresseret i mode?

Jeg har ikke svarene. Jeg kan til gengæld fortælle, at House of Gucci er en både underholdende og dybt rodet filmoplevelse.

Men en gang imellem kan sådan en film altså være et meget godt valg.

Lady Gaga er fremragende som centrum i en ikke altid frivilligt komisk film om intrigerne i Gucci-familien.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer