Last Night in Soho anmeldelse: Faren ved nostalgi

Det lå måske ikke først for, at Edgar Wrights første gyserfilm blandt andet skulle være en advarsel om farerne ved nostalgi.

For den britiske mesterinstruktør har siden sin første film, spaghetti-western parodien A Fistful of Fingers, lavet film, der har fungeret som hyldester til Wrights yndlingsgenrer og film fra fortiden.

Om det er zombiefilm, action, scifi, gys eller kampsport, så er Wrights film altid symbiotisk integreret med en nørdet sans for filmhistorie.

Og Wrights nyeste film er bestemt ingen undtagelse.

Last Night in Soho er Wrights første fuldblodsgyserfilm, og denne gang er referencepunkterne især Dario Argento mest okkult-kulørte værker og britiske gys som Repulsion og Peeping Tom.

Men også generelt 1960’ernes britiske filmhistorie, når Wright inviterer på tidsrejse til et svundent årti og London som storbyen især tog sig ud på film i en helt specifik periode.

Som altid hos Wright er resultatet en filmisk virtuos rundtur i genrefilmland krydret med instruktøren egen opfindsomme tekniske kneb og urværkspræcise historiefortælling.

Og som altid er det især genrefilmnørderne, der vil sætte størst pris på alle aspekter af filmen.

Alligevel er Last Night in Soho en advarsel om utæmmet nostalgi.

Thomasin McKenzies hovedperson Eloise drømmer sig nemlig også tilbage til de glade 60ere i det svingende London, ligesom Wright drømmer sig tilbage til årtiets film.

For Eloise er det 60ernes mode der trækker. Især da hendes helt store drøm går i opfyldelse og hun optages på designskole i hjertet af Soho.

Eloise er typen, der mener, at hendes helt særlige personlighed havde passet bedre ind, hvis bare hun var født årtier tidligere.

Og det får hun uhyggeligt nok chancen for at afprøve, da fortidens ånder bogstaveligt hiver hende med tilbage til 1960’ernes pulserende storbydrøm.

Men Wright har som sagt lavet en gyserfilm, og inden længe afslører det sig, at heller ikke den mest glanspolerede fortid er uden en kulsort understrøm.

Det kan virke ironisk, at Wright bruger fortidens film til at advare om nostalgi, men det giver mening.

For Wright har aldrig bare svælget i nostalgi for nostalgiens skyld. Han bruger den altid til noget nyt.

Således også i Last Night in Soho, der er en ekvilibristisk og ofte næsten psykedelisk mareridtsrejse ned i kulørt vanvid.

Wright leverer det ene filmiske trylletrick efter det andet, når Eloise pludselig forbindes med en kvinde fra fortiden.

Alene den originale leg med spejle – og en helt fantastisk dansesekvens – er billetprisen værd i sig selv.

Og som Baby Driver drives Last Night in Soho frem af et perfekt soundtrack, der næsten får løjerne til at føles som en musical.

Det hele fortalt med den typiske Wright-rytme i klipningen, der resulterer i et næsten overvældende tempo. Som at få en bølge af opfindsomhed lige i fjæset.

Det er til gengæld også et tempo, der ikke efterlader meget plads til reelle gys. Wright sætter simpelthen ikke tempoet nok ned, til at Last Night in Soho slutter sig til de mest skræmmende gysere.

Så har Last Night in Soho til gengæld så meget andet at byde på, inklusive et oprigtigt mørkt hjerte, der har noget at sige om storbyers dunkle bagside og et misbrug af kvinder, der er lige så relevant nu, som det var i 1960erne.

Og så selvfølgelig det med nostalgien, som er relevant for os alle, men ikke mindst for en filmindustri, der for tiden helt overgiver sig til at svælge i fortidens storhed og servere nostalgi på dåse for sit publikum.

Men nok om Ghostbusters: Afterlife.

På trods af fine præstationer fra både Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy glemmer Wright og medforfatter Krysty Wilson-Cairns til tider at få nok kød på karaktererne.

De er muligvis – som Eloise er det – lidt for distraherede af den kulørte overflade.

Men det er til gengæld også svært at klandre, når farverne er så blændende som i Last Night in Soho.

Edgar Wrights nyeste film er en svimlende og kalejdoskopisk rejse ned i farerne ved nostalgi, som fortjener at ses og høres i den største biograf du kan finde.