Immaculate anmeldelse: Sweeneys diversificering
Sydney Sweeney sætter alt ind på at diversificere.
Den ultrapopulære skuespiller, der for alvor slog igennem med Euphoria og White Lotus, nægter at blive sat i bås.
Det er godt, for en verden hvor Sweeneys karriere var druknet i roller, som den hun havde i Madame Web, havde været en fattigere verden.
For Sweeney er — på trods af omverdenens irriterende og konstante snak om hendes krop — en af sin generations mest interessante skuespillere.
Sweeney er svær at genkende som den samme person fra rolle til rolle, om det er i den traditionelle romantiske komedie Anyone But You eller det virkelighedsbaserede drama reality.
Og hvis de vidt forskellige roller ikke bliver tilbudt til Sweeney, så skaber hun dem selv som producent.
Det er også på den måde Sweeney nu giver den et forsøg som gammeldags scream queen i Immaculate – en produktion hun har været interesseret i i 10 år, inden hun endte med selv at få den produceret.
Og når jeg siger scream queen, så mener jeg det helt bogstaveligt.
Sweeney har som nonnen Søster Cecilia en enkelt scene, efter hun har fået så grusomt og blodigt meget igennem, hvor hendes ansigt fylder lærredet, og hun får lov til at skrige sin smerte ud, i en både imponerende præstation og et af filmens mest mindeværdige øjeblikke.
Dem har Immaculate nu mere end et af, mens nonnegyseren placerer Sweeneys præstation — som går fra udtalt sødme til absolut desperation — i midten af en tidløs gyserfortælling om religion og uønsket graviditet.
Immaculate folder sig ud som en slags søsterfilm til Rosemary’s Baby, når den unge nonne pludselig får mere, end hun har bedt om i et fjernt italiensk kloster.
Og netop klosteret — og gruppen af italienske skuespillere — er med til at give Immaculate stemning. Den gamle stenbygning giver løjerne en sært tidløs kvalitet — som en glemt italiensk 1970’er gyser — der klæder filmen.
Det gør ikke Immaculate hverken perfekt eller en ny gyserklassiker.
Instruktør Michael Mohan har et udmærket tag om stemningen, og uden at ironisere, lader han sin film have et grumt smil på læben, når den leverer sine tiltagende grusomheder, men hans forsøg på chok er både sløsede, utallige og unødvendige.
Og vejen frem til filmens veloplagte finale er også for sløv på trods af den velvalgte spilletid på 89 minutter.
Immaculate er nemlig et punchline gys, der levet i kraft af sine sidste 20 minutter, hvor den for alvor åbner op for galskabssluserne.
Den del af filmen leverer heldigvis varen — inklusive Sweeneys førnævnte skrig — så det er svært ikke at være underholdt.
Immaculate ender derfor som en fin lille tilføjelse til den religiøse-gyser tradition, og som endnu et solidt eksempel på Sydney Sweeneys evne til at diversificere
Den store finale leverer den grusomme gyservare, og Sydney Sweeney træder ubesværet ind i rollen som vaskeægte scream queen.
