Anyone but You anmeldelse: Våde mavemuskler og dybe udskæringer

Jeg tager det ikke ilde op, hvis du ikke synes, at Anyone but You ligner en biograffilm.

For det gør den ikke.

Fra filmens på en gang kulørt og anonyme plakat, over dens tagline ‘They only look like the perfect couple’, videre til det solbeskinnede Australien film foregår i og dens uvirkeligt smukke hovedpersoner ligner Anyone but You kun en ting.

Den ligner endnu en algoritmedrevet Netflix-produktion skabt til at være lige så tryg som forglemmelig.

For efterhånden er det vel kun en eller to romantiske komedier, der finder vej til biografen og ikke ender som uendeligt dynd på streaming tjenester.

Og når de finder vej til biografen, er det gerne fordi de skiller sig ud. Måske putter det nyt indhold i den gamle formel som f.eks. Bros, eller også er de smågeniale dekonstruktioner af genren som The Big Sick.

Og det er Anyone but You ikke.

For at være ærlig, er det ved første øjekast svært at se, hvorfor instruktør Will Glucks film ikke bare er røget til streaming-elefantkirkegården.

Fotograf Danny Ruhlmanns solbadede billeder er i hvert fald rigeligt anonyme til ikke at have brug for biografens store lærred.

Og manuskriptet — der henter inspiration fra Shakespeares Much Ado About Nothing — byder hverken på overraskelser eller voldsom følelsesmæssig involvering, når det kaster sig ud i en prikbogs-lignende gennemgang af den romantiske komedies grundskabelon.

Alligevel har Anyone but You lige præcis den mængde ekstra krydderi, der skulle til for at gøre mig glad.

For det første har Anyone but You brug for det store lærred til at udstille sine absurd smukke hovedpersoner.

For Anyone but You er så spækket med billeder af græsk gud-lignende menneskelig skønhed, at man enten bliver hypnotiseret eller irriteret.

Det er især Sydney Sweeney og Glenn Powell, der får lov til at vise, at de tilsyneladende ikke er almindelige dødelige, når de fremviser stramme kjoler, våde mavemuskler, uendelige udskæringer og kridhvide smil.

Anyone but You svælger så bevidst i sine hovedrollers skønhed, at det er svært ikke at blive revet med.

At Sweeney og Powell kan mere end at se godt ud, løfter fornøjelsen endnu højere.

Powell har en noget nær perfekt blanding af sympativækkende noter og ulideligt røvhul, der antyder, at han efterhånden fortjener stjernestatus.

Den har Sidney Sweeney vel efterhånden allerede fået, og nu er hun så i gang med at diversificere, når hun kaster sin helt egen uudgrundelige og Christina Ricci-lignende karisma ind i både komplekse dramatiske roller og fjollefilm som Anyone but You.

Sweeney og Powell er så svære at modstå, at de også får reelt gode grin ud af et ellers ofte tyndt manus, og skabt et par karakterer, jeg fik lyst til at heppe på selvom de er fanger i den romantiske komedies ABC.

Men det skyldes også, at instruktør Will Gluck har en evne til at undgå ironi eller afstand, når han helhjertet omfavner en ellers ofte udskældt genre.

Gluck sigter helt bevidst efter at lave en overfladisk, romantisk og småsexet rom-com-rutsjebanetur, uden at sætte ambitionerne hverken for højt eller lavt.

I den sammenhæng bliver det mindre vigtigt, at filmens jokes ikke altid rammer klart, for har man først indstillet sig på filmens tone, er det altså svært at smøre smilet af ansigtet igen.

Og det kan jeg altså ikke sige om mange lignende romantiske komedier på streamingtjenesterne.

Det første indtryk snyder faktisk Anyone but you fortjener en biograf.

Anyone but You har en overflod af lækre mennesker og er noget så sjældent som en god gammeldags romantisk komedie.