Nattevagten – Dæmoner går i arv anmeldelse: Bornedals legacy-sequel

Jeg tør godt vove den påstand, at Ole Bornedal er en genremand.

Den danske instruktør har tilsyneladende ikke set en amerikansk genre eller trend, som han ikke har ønsket at transplantere til dansk kontekst.

Om det er Spielbergsk eller Nolansk sanselig krigsfilm (Skyggen i mit øje), klassisk biografisk film (Så længe jeg lever), Hollywood-melodramatisk storfilm (Jeg er Dina, 1864), sort krimikomedie ala Coen-brødrene (Dræberne fra Nibe) eller Peckinpahsk moral-thriller (Fri os fra det onde), så låner Bornedal mere end ivrigt (listen fortsætter) filmkonventioner og genretræk fra andre film.

Fra andre film, og efter min mening, fra bedre film.

For Bornedals film er næsten altid hæmmet af flad karaktertegning og banale papudskårne budskaber og temaer, der for ofte forveksler sig selv med noget dybsindigt.

Det betyder ikke at Bornedal er en dårlig instruktør. Han er en mere end kompetent filmmager, der ved noget om filmiske virkemidler, men han får sjældent hægtet dem sammen på en måde, der rammer helt plet.

For mig føles Bornedals film for ofte som næsten kitschede kopier af andre film.

Og al denne snak om ikke at ramme plet skal selvfølgelig til for at sige, at Bornedal har ramt plet før.

Instruktørens store gennembrud Nattevagten er et af dansk filmhistoriens største eksempler på et lyn i en flaske.

En særegen blanding af folkekomedie, tidsånd og thrillergys, der blev en berettiget landeplage efter den havde premiere, og som nu historisk ses som startskuddet for dansk films 90’er guldalder.

Jeg genså Nattevagten for første gang i årtier sammen med min kone, som aldrig har set filmen, for ganske nyligt, og overordnet holder den stadig.

Anvendelsen af det rungende tomme Retsmedicinsk institut som moderne gotisk spøgelseshus er både ikonisk og vel nok nogle af de mest vellykkede gysersekvenser i dansk film nogensinde.

Og det store twist, der på metavis udnytter det danske publikums følelser for en folkekær komiker og skuespiller, er fremragende fundet på, uanset hvor åbenlyst det er i bakspejlet.

Filmen lider nu tungt under et uhumsk og kluntet kvindesyn, men som medrivende underholdningsoplevelse er det stadig Bornedals bedste film.

Og nu, næsten 30 år efter vender Bornedal så tilbage til sit gennembrud, og så skulle man jo tro, at Bornedal igen har set sig lun på nogle nye genretræk i thriller eller gysergenren, som han gerne vil prøve sig med.

Men Nattevagten – Dæmoner går i arv er ikke nær så interesseret i at være en thriller, gyser eller folkekomedie, som den er i at være noget helt andet.

Bornedal har nemlig skabt sin helt egen legacy-sequel på dansk grund.

En efterfølger lang tid efter det originale værk, som overlader historien til nye yngre karakterer med forlængede gæsteoptrædener fra de oprindelige karakterer.

En efterfølger der i værste fald satser mere på publikums nostalgi end på at levere en selvstændigt vellykket film.

Nattevagten – Dæmoner går i arv er ikke ‘i værste fald’.

Til det er filmen for grundlæggende teknisk kompetent og Fanny Leander Bornedal for interessant en skuespiller i front.

Fotograf Lasse Frank leverer en ofte imponerende billedside og lyddesignet er slagkraftigt.

Men når filmen indledes med fundet af Martins walkman og tonerne af Sort Sols Let your fingers do the walking, ved man ligesom, at man er i nostalgi-ridende legacy-sequel territorium.

Gensynet med Retsmedicinsk institut hører da også til filmens bedste scener, men det bruges ikke for alvor til noget.

Og på den måde træder Bornedal ned i alle nostalgi-efterfølgerens mudderhuller.

Filmens nye unge karakterer er fladt skrevne, og deres dialog kluntet og anstrengt. Det føles for ofte som en ældre manuskriptforfatters ord i munden på yngre skuespillere, og sammen med Meter i sekundet virker det som om castingen af Nina Rask er blevet en doven keyboard-genvej til at signalere ‘ungdom’.

Imens ved filmen ikke rigtig, hvad den skal bruge sit oprindelige cast til. Værst går det for et ellers kærkomment gensyn med Kim Bodnia, der løber helt ud i sandet.

Og som gyser — eller bare thriller — har Dæmoner går i arv meget lidt at byde på.

Filmen udfolder sig som en slags krimiplot med en copycat morder og et ventende plottwist bag gardinet, der er så forudsigeligt, at man næsten skulle tro filmen går efter det bevidst kitschede.

Det er ualmindeligt kluntet og sært gammeldags.

Imens trækker Bornedal — som han også gjorde det i 1994, selvom både gys og thrillers har rykket sig noget siden — store veksler på Ondskabens øjne, helt uden samme tematiske kompleksitet.

For behandlingen af emner som selvmord og psykisk lidelse er behandlet med cirka lige så elegant et resultat, som hvis jeg skulle jonglere med æg.

Imens er filmens tematik om nedarvede traumer så ligefremt leveret, at det har fundet kluntet vej til selve filmens titel.

Nu får jeg faktisk næsten overbevist mig selv om, at Dæmoner går i arv er ‘i værste tilfælde’ hvad angår legacy sequels.

Men enkeltscenerne er grundlæggende godt leveret — omend overgjorte —, Fanny Leander Bornedal er god i hovedrollen også selvom hun udsættes for et næsten håbløst manus.

Og så er gensynet med Ulf Pilgaards — der også lægger ansigt til uhyggelig men sært underudnyttet maske —Wörmer faktisk et af filmens højdepunkter.

Bare synd at resten af filmen mest er kluntet og nostalgisk opkog af en langt bedre film.

Nattevagten – Dæmoner går i arv er et nostalgisk, flot, men ikke specielt vellykket gensyn med en 90’er klassiker.